»Flot« eller »formandens magtmisbrug?« Kæmpe Dannebrog hang over Folketingets formandsstol
Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF), havde hængt et stort Dannebrog op i Folketingssalen ved Folketingets åbning. Det fik politikerne til tasterne.
Det var ikke til at overse, Dannebrog, som det hang der bag Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF), ved Folketingets åbning tirsdag. Pia Kjærsgaard havde fået hængt det store specieldesignede og tre meter lange røde-hvide flag op bag sin formandsstol, men det behagede ikke alle Folketingets medlemmer.
Ét af medlemmerne, Enhedslistens Christian Juhl, som er Folketingets 3. næstformand, var ikke imponeret. Han mener, at dannebrogsflagets placering i folketingssalen er et »indlæg i den politiske debat om, hvem der er mest nationale.«
»Det er tæt på magtmisbrug af formanden at hænge et værdibaseret flag lige ovenover, hvor hun skal sidde i morgen. Det skal ned igen hurtigst muligt,« sagde han mandag til DR.
Men at dømme på langt de fleste folketingpolitikeres aktivitet på Facebook og Twitter, står Christian Juhl temmelig alene med den kritik.
Socialdemokraten Lars Aslan Rasmussen associerer kun Dannebrog med noget positivt, herunder fødselsdage, fodbold og flag på kinderne, skriver han på Facebook.
Dannebrogs centrale placering i salen kan heller ikke ophidse Christian Juhls partifælde Pernille Skipper.
»I dag åbnede Folketinget med Dannebrog og det hele - og nej, det kan ikke hidse mig op, at der hænger et flag i folketingssalen,« skrev hun på Facebook.
Det er selvhad, når man som dansker kritiserer Pia Kjærsgaards brug af Dannebrog i folketingssalen, mener De Konservatives Naser Khader. Han ser gerne, at Dannebrog får lov at hænge i folketingssalen permanent, ligesom det gør i »alle mulige andre lande,« skriver han blandt andet.
Liberal Alliances uddannelses- og forskningsordfører, Henrik Dahl, gør på Facebook netop opmærksom på, at et nationalflag ikke er noget særsyn i et parlament. Han eksemplificerer det med et billede fra det amerikanske senat.
Jakob Engel-Schmidt, ordfører for uddannelse & forskning og ligestilling i Venstre, driller Enhedslistens Christian Juhl med sin Twitter-opdatering.
»Gad vide hvilket flag Enhedslistens medlemmer pynter fødselsdagslagkagen med, når nu Dannebrog ikke duer?,« skriver han.