Løkke giver sig selv pæn årskarakter som statsminister – rød blok dumper ham
Trods stram økonomi og flygtningekrise er regeringen godt på vej, mener statsministeren, som holder fast i skattelettelser til efteråret.
Folketingsårets afslutning nærmer sig med hastige skridt, og onsdag er dagen for den traditionsrige afslutningsdebat i folketingssalen. Derfor var statsminister Lars Løkke Rasmussens naturligvis på talerstolen for at gøre rede for året, der er gået.
Efter valget sidste år opstillede Løkke som bekendt fire succeskriterier for sin smalle Venstre-regering. Pejlemærker, som han ville måles på, når regeringen skulle bedømmes som succes eller fiasko. De lød:
– Færre på offentlig forsørgelse.
– Færre asylansøgere.
– Bedre kernevelfærd.
– Flere private job.
Og skal man forstå Løkke selv, så fortjener regeringen en slags pæn middelkarakter på alle områderne. Bestået, i hvert fald:
»På alle fire områder er vi nu – mindre end et år efter – nået et stykke af vejen,« sagde han i sin tale ved afslutningsdebatten.
»Udgangspunktet er godt og langt bedre end for et år siden takket være beslutninger her i salen,« opsummerede statsministeren senere og sendte en tak til alle Folketingets partier for de aftaler, de har indgået med regeringen siden valget.
De røde partier er naturligvis rygende uenige i Løkkes karaktergivning. I en fælles vedtagelsestekst kritiserer de regeringen for hverken at have indfriet sine egne mål eller have leveret de langsigtede løsninger, som Danmark har brug for.
Løkke erkendte da også, at økonomien fortsat er presset, væksten er for lav og produktiviteten vokser for langsomt.
Følg afslutningsdebatten direkte her:
LIVE: Afslutningsdebat i Folketinget
Flygtningekrisen i Syrien og Mellemøsten har året igennem sat sit tydelige præg på dansk politik. Antallet af asylansøgere satte rekord i 2015, og Løkke er blevet kritiseret for, at hans bebudede »straksopbremsning« er det rene fatamorgana.
Antallet af asylansøgere i Danmark steg cirka 40 procent sidste år.
Siden sin tiltrædelse har regeringen dog gennemført den ene stramning efter den anden: Tre års ventetid på familiesammenføring for visse flygtninge, forringede vilkår for asylansøgere i Danmark, kortere opholdstilladelser, ”midlertidig” grænsekontrol samt mulighed for at indkvartere asylansøgere i telte og for at konfiskere deres værdier for at betale regningen.
»Regeringen fører en konsekvent udlændingepolitik,« opsummerede Løkke, men
»Sidste sensommer gik der hul på Europa. Mennesker på flugt strømmede uhindret ind over de ydre grænser. Og fortsatte op gennem landene. Også til Danmark,« sagde Løkke i sin tale.
Siden grænsekontrollen blev indført 4. januar er antallet af asylansøgere dog faldet støt, og maj var den laveste enkeltmåned siden 2012, meddelte statsministeren.
Et andet emne, som har fyldt meget i regeringens første leveår er offentlige ydelser og forsøget på at lokke/tvinge flere borgere i arbejde. følge Løkke selv er antallet af offentlige forsørgede faldet med omkring 10.000 personer, siden regeringsskiftet, men det er politisk omstridt, hvem der kan tage æren for dette fald.
Desuden har Beskæftigelsesministeriet regnet sig frem til, at 11.800 personer herunder 7.000 børn kommer til at leve under fattigdomsgrænsen, som den tidligere regering indførte, men som Venstre-regeringen har afskaffet.
Som noget af det første indførte regeringen en ny lav integrationsydelse, så flygtninge nu får markant lavere ydelser, når de ikke arbejder. Kontanthjælpsloftet og 225-timersregel for at få kontanthjælp kom i efteråret.
Nu venter ”anden fase” af missionen – skattelettelser særligt til lavere indkomster – på den anden side af sommerferien, bebudede Løkke.
»Det skal vi gøre noget ved til efteråret, så det bedre kan betale sig at arbejde«.
I april afviste Dansk Folkepartis formand, Thulesen Dahl, kategorisk, at skattelettelser kunne komme på tale før næste folketingsvalg. Pengene rakte ikke, fastslog han. To dage senere åbnede han dog alligevel for lavere skat, hvis DF til gengæld kunne få markante udlændingestramninger. I dag sagde Thulesen Dahl, at han stadig ikke har set noget, der indikerer, at der er råderum til skattelettelser, men:
»Hvis der på et tidspunkt skulle opstå den situation, at man mener, at der er det råderum. Så synes vi, at det er i bunden ved de lave indkomster, at der er behov for at gøre noget,« tilføjede han fra talerstolen.
Netop spørgsmålet om skattelettelser ser pt. ud til at blive regeringens største hovedpine i det travle efterår, der venter. Sænkelser af topskatten er nemlig et hovedkrav for regeringens andre støttepartier, Liberal Alliance og De Konservative.
En ting, der normalt er mere enighed om en skattelettelser, er, at man skal passe på velfærdssamfundet. Særligt sundhedsvæsnet har været et område, som regeringen med sundhedsminister Sophie Løhde i spidsen, har brystet sig af at styrke.
Regeringen tilfører 2,4 milliarder ekstra kroner til sundhedsområdet i 2016. Fokus er blandt andet på pleje af ældre og kroniske patienter, demente og kræftramte skal have bedre behandling og regeringen har indført en ret til hurtig udredning og behandling på sygehusene.
»Vi har allerede gennemført en akutpakke. Rettet mod det store problem, at patienter må ligge på gangene. Vi skal have behandlingen til at hænge sammen på tværs af sygehus, kommune og egen læge. Til glæde og gavn for patienten. Det næste skridt bliver at gøre Danmark til et demensvenligt land,« sagde Løkke.
Socialdemokraterne klandrer imidlertid regeringen for at skære i kernevelfærden med den anden hånd.
Og så er vi fremme ved succeskriterie nr. 3.
Regeringen har nemlig fået massiv kritik fra rød blok og kommunerne for at indføre det forhadte omprioriteringsbidrag i kommunern. Men trods den stramme økonomi holdt Løkke fast i, at kommunerne i år har fået en halv milliard kr. mere til service end under den tidligere regering.
»Selvom det ikke er det indtryk, man får af debatten,« sagde han.
Regeringen er senest gået med til, at kommunerne får tilbageført de 2,4 mia. kr. som de skal spare i 2017 på grund af omprioriteringsbidraget. Pengene skal sikre kernevelfærden næste år – og altså ikke bruges på skattelettelser, som det tidligere har været diskuteret.
Hvad der sker med de kommunale besparelser i 2018 og 2019 er endnu et åbent spørgsmål, men Socialdemokraterne har lovet at fjerne omprioriteringsbidraget, hvis de kommer til magten.
Hvad angår det sidste succeskriterium, er der siden sidste sommer skabt 38.000 flere private arbejdspladser. Ledigheden ligger nu på 4,3 procent.
Regeringen har indført et byrdestop, afbureaukratisering og lempede regler for eksempelvis landbruget, som fremover må sprede mere gødning, fremhævede Løkke.
»Vi har lempet NOx-afgiften til en femtedel. Vi nedsætter arveafgifterne. Vi har fjernet reklameafgiften, som den tidligere regering ville belaste virksomhederne med. Samlet har vi lavet skattelettelser for 4 mia. kr.«
»Det går samlet set den rigtige vej,« sagde han.
Folketingets afslutningsdebat fortsætter dagen igennem og slutter formentlig først langt ud på aftenen.