Fortsæt til indhold
Politik

Det betyder den nye postaftale for dine breve

En ny postaftale betyder forringet service for borgerne i form af færre omdelingsdage og længere ventetid på breve.

OBS: Denne artikel er fra maj 2016. Klik i stedet her for at læse mere om den nyeste postaftale om PostNord.

Danskerne sender færre og færre breve, og det mærkes i den grad hos Post Danmark. Ikke mindst på økonomien.

Siden år 2000 er antallet af breve faldet med 68 procent, og for de hurtige A-breve er nedgangen hele 82 procent.

Derfor har politikerne i dag indgået en bred aftale, der skal forsøge at tilpasse Post Danmark til den nye, udfordrende virkelighed. Kuren er en forringelse af servicen og en betragtelig nedjustering af de krav, som postvæsnet skal leve op til for dermed at kunne spare penge.

Til gengæld sikres det fortsat, at Post Danmark skal levere post i alle afkroge af landet. Der kommer bare til at gå lidt længere tid, inden dit brev når frem.

Postforliget er indgået af alle partier i Folketinget på nær Enhedslisten og Alternativet.

Her er hovedpunkterne:

Slut med dag-til-dag-levering

De hurtige A-breve skrottes. Det betyder, at dag-til-dag-leveringer som udgangspunkt ophører. I stedet forventer Post Danmark at tilbyde et ikke-befordringspligtigt hastebrev med dag-til-dag levering, der skal indleveres på et postcenter, en erhvervsindlevering eller på et posthus.

Længere ventetid på post

Der kan fremover gå op til fem dage, før et B-brev bliver leveret. I dag er tidsfristen fire dage. Samtidig ophører betegnelsen B-brev med at eksistere for kunderne, da der ikke længere er A-breve.

Færre dage med post

Antallet af omdelingsdage reduceres fra seks til fem hverdage om ugen. Dermed har Post Danmark ikke længere pligt til at udbringe post om lørdagen.

Mellemdage kan droppes

I dag kan Post Danmark droppe postomdeling på grundlovsdag og juleaftensdag. Fremover kommer det også til at gælde de såkaldte mellemdage, eksempelvis fredag efter Kristi Himmelfartsdag.

Kun post på folkeregisteradresse

Man kan kun få post på sin folkeregisteradresse. Hvis man ønsker at få posten sendt til eksempelvis sommerhuset, skal man betale et gebyr.

Postnummer til mindre øer

De 23 mindre øer, som i dag ikke har eget postnummer, får mulighed for at få det, hvis de ønsker det.

Derudover skal Post Danmark effektivisere sin forretning på en række områder for at spare penge.

Antallet af posthuset med fuld service skal skæres ned.

Prisen for at distribuere dagblade skal sættes op. Det vil blandt andre ramme de dagblade, der udelukkende omdeles af postbude, eksempelvis Kristeligt Dagblad.

Aftalen træder i kraft 1. januar 2017 og gælder til og med 2019.

Ifølge aftaleteksten forventer Post Danmark kun »moderate prisstigninger« på portoen for B-breve over de kommende år som følge af den generelle prisstigning i samfundet. Prisen for at sende breve blev senest sat op fra 1. januar i år.

Virksomheden gik ud af 2015 med et underskud på 270 mio. kr., og i et såkaldt regulatorisk regnskab, som blev fremlagt torsdag i sidste uge, fremgik det, at de 44 mio. kr. af underskuddet skyldes kravet om at Post Danmark skal leveres post i hele landet - befordringspligten - berettede Finans.dk. Det svarer til 16 pct. af underskuddet i postforretningen.