Tocifret millionbeløb brugt på et usikkert broprojekt over Vejle Fjord
Socialdemokraterne åbner nu for at udskyde byggeriet af en togbro over Vejle Fjord, og DF vil have den helt aflyst. Imens postes millioner i planlægningen af broen.
Planen om en togbro over Vejle Fjord er kørt af sporet. En vigtig del af den politiske opbakning og en god slat af pengene til milliardbyggeriet er i hvert fald forsvundet.
Men trods broens usikre fremtid kører Vejdirektoratets indledende øvelser til byggeriet på skinner. Her er man i fuld gang med den VVM-redegørelse, som der er afsat 91,9 mio. kr. til at gennemføre, og som afsluttes i år. Pengene er bl.a. brugt på at undersøge miljøkonsekvenser, ruter og priser.
Ved fjorden har staten samtidig overtaget mindst 12 ejendomme fra borgere, som bor ved en af de potentielle ruter for broen. Alene i denne måned er der indgået aftaler om opkøb af tre huse i området, og flere er i spil. I alt er der købt ejendomme for omkring 47 mio. kr., oplyser Vejdirektoratet.
Spørgsmålet er bare, hvornår – og om – der overhovedet kommer en bro.
Regeringen barsler med et kasseeftersyn af Togfonden, der vil vise, hvor mange milliarder der mangler til finansieringen, som hviler på skatteindtægter fra olie i Nordsøen. Oliepriserne er faldet drastisk, siden 28,5 mia. kr. blev øremærket i 2013.
DF’s formand, Kristian Thulesen Dahl, vil have togbroen aflyst.
»Ultimativt har vi mulighed for at sige, at vi kan frigøre os fra forliget inden et folketingsvalg,« siger han.
S klar til udskyde
Hidtil har Socialdemokraterne holdt fast i broen, som er en hjørnesten i timeplanen, der skal nedbringe rejsetiden mellem de største byer. Men partiet er nu parat til at revurdere tidsplanen.
»Den realistiske og pragmatiske løsning på det her er at udskyde timeplanen fem, seks, syv år,« siger transportordfører Rasmus Prehn (S), der ikke længere ser for sig, at timeplanen kan realiseres imellem 2020 og 2024.
»Bare at finde pengene på finansloven og holde den nuværende tidsplan ser jeg heller ikke for mig, at vi vil være i stand til.«
Hvad angår de millioner, som i mellemtiden bruges på broen, der muligvis slet ikke bliver til noget, svarer transportminister Hans Christian Schmidt skriftligt, at statens overtagelse af huse »sker – helt i overensstemmelse med lovgivningen på området – frivilligt og på borgernes eget initiativ«.