Fortsæt til indhold
Politik

Socialdemokraterne og Radikale Venstre kalder hinanden »usolidariske«, »verdensfjerne« og »rabiate«

Hårdt opgør mellem Socialdemokraterne og Radikale Venstre skaber tvivl om et eventuelt fremtidigt regeringssamarbejde.

Det er sjældent hårde ord, der i øjeblikket fyger gennem luften mellem de tidligere regeringspartnere Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre.

Som afsender står henholdsvis Socialdemokraternes udlændingeordfører, Dan Jørgensen, og De Radikales værdiordfører, Zenia Stampe.

Det var sidstnævnte, der lørdag skød det hele i gang i et interview med Berlingske, hvori hun i hårde vendinger kritiserer Socialdemokraterne for at have taget del i en række asylstramninger.

»Det er hamrende usolidarisk. Det er en rigmandsprotektionisme, som jeg har så svært ved at forstå kan udspringe af en i grunden international solidarisk bevægelse,« sagde hun.

Hendes kritik kommer bl.a. efter, at Socialdemokraternes gruppeformand, Henrik Sass Larsen, har meldt ud, at partiet vil sikre, at der kommer færre flygtninge til Danmark.

Derfor beskylder hun partiet for at gå ind for, at »de rige skal have lov til at beskytte sig mod de fattige, der trækker dem ned«.

Det har fået Dan Jørgensen til at forsvare partiet og kaldt kritikken »helt på månen«. I stedet mener han, at Socialdemokraternes udlændingepolitik er nødvendig for at sikre velfærdsstatens overlevelse, og at antallet af flygtninge, der ankommer til Danmark, i øjeblikket er for højt.

Samtidig lancerer han et hårdt modangreb mod Zenia Stampe, som han kalder »venstrefløjens svar på Pia Kjærsgaard« på grund af sine »rabiate holdninger«.

Holdninger, der er med til at udfordre et fremtidigt regeringssamarbejde, siger han til Ekstra Bladet.

»Hvis man gerne vil regere landet, så er det svært at gøre det, hvis man sidder på månen. Og det ser det ud til, at Zenia Stampe gør,« siger han til avisen.

»Vi tilstræber at lave politik henover midten. Det her (flygtningeproblematikken, red.) er så vigtigt, at så mange partier som muligt skal være med. Også meget gerne De Radikale – men lige nu er De Radikale fuldstændig tonedøve og virkelighedsfjerne,« siger Dan Jørgensen til Ekstra Bladet.

Den hårde tone mellem partierne er blevet kaldt »skolegårdsretorik« af et andet parti fra rød blok, SF, der i stedet opfordrer partierne til at gå sammen for at skabe et fælles svar på udlændingeproblematikken.

De Radikale har længe kritiseret Socialdemokraternes udlændingepolitik, som ifølge bl.a. partiets udlændinge- og integrationsordfører, Sofie Carsten Nielsen, har gjort, at Socialdemokraterne ikke er til at genkende, mens også partileder Morten Østergaard har kritiseret Socialdemokraternes stramning af asylpolitikken.

»Det er vores fuldstændig klare holdning, at hvis der kommer en ny regering, som vi bringer til magten og meget gerne er en del af, så skal den selvfølgelig også på udlændingeområdet føre en anden politik,« har Morten Østergaard udtalt til Politiken.

Socialdemokraterne har sammen med regeringen i de seneste måneder bl.a. været med til at stramme reglerne for familiesammenføring.