Olsen Dyhr vil have totalt stop for ghettoer
Det er tid til et opgør med den fejlslagne integration, mener SF-formand Pia Olsen Dyhr, der på partiets landsmøde opfordrer til at gennemføre ghettostop i Danmark.
Foruden bæredygtighed, børnepolitik, skattely og social dumping var det i høj grad flygtningestrøm, fejlslagen integration og radikalisering, der var på dagsordenen, da Pia Olsen Dyhr lørdag formiddag indtog talerstolen i Vingsted nær Vejle på SF’s landsmøde.
Herfra kaldte partiformanden det for en »falliterklæring«, at borgere i dagens Danmark stadig oplever, at individuel frihed underlægges patriarkalske familiemønstre og religiøse dogmer, samt at parallelle retssystemer og normer trives inden for landets grænser.
»Det er tid til et opgør med det. Nu,« opfordrede Pia Olsen Dyhr til stor jubel blandt de godt 400 fremmødte medlemmer.
»For mig er og skal det være selve DNA’et for venstrefløjen. Vi skal sætte mennesker fri. Ikke se igennem fingre med undertrykkelse.«
I forlængelse heraf brugte SF-formanden anledningen til at offentliggøre et udspil til et såkaldt ghettostop i Danmark. Et ghettostop, der indebærer et opgør med de eksisterende ghettoer og en bremsning af etablering af nye.
»For når boligområder udvikler sig til parallelsamfund, så er det gift for integrationen. Beboerne i ghettoerne fastholdes i lukkede miljøer, som gør det sværere for dem at blive integreret i det danske samfund. Og det truer den kulturelle og sociale bæredygtighed i Danmark,”«lød det fra talerstolen.
SF fremlægger et ghettoudspil, der bl.a. sigter imod at indføre en kvote for socialt udsatte i ghettoerne.
»Vi har seks konkrete punkter, som skal placere ghettoerne, hvor de hører til. Nemlig i historiebøgerne,« slog formanden fast.
Op til partiets landsmøde har formanden i landets medier forklaret, hvordan SF ønsker at skille sig ud fra venstrefløjens andre partier gennem partiets udlændingepolitik. Siden sexovergrebene i Køln tidligere på året har Pia Olsen Dyhr igen og igen gjort klart, at venstrefløjen har været »berøringsangst« over for problemerne med integration.
Det fik formanden igen understreget på lørdagens landsmøde:
»Der har jo været en tendens på venstrefløjen til at ignorere undertrykkelse, hvis den var begrundet i religion eller kultur. Det er så forkert. Vi skal aldrig acceptere nogen former for undertrykkelse. Aldrig,« fastslog hun med klapsalver til følge.
Ifølge Pia Olsen Dyhr står Danmark sammen med resten af EU over for en enorm integrationsopgave. Hjælpen til nabolandende i konfliktområderne skal øges, men udfordringerne også løses i Danmark, mener formanden.
»Vi er også nødt til at sætte skub på integrationen herhjemme. Stå fast på vores værdier og grundlæggende rettigheder og føre frihedskampen ind i indvandrermiljøerne. Kommer vi ikke med løsningerne, så overlader vi blot banen til højrefløjen. Og det får vi med garanti ikke bedre integration af,« sagde formanden, der samtidig tilføjede, at integrationsdebatten hidtil har handlet for meget om frikadeller og symbolpolitik.
»Vi skylder både de unge kvinder og hinanden at grave et spadestik dybere, når det handler om integration. At komme videre end den ophedede integrationsdebat om noget så undskyld mig ligegyldigt som frikadeller og så absurd som symbolpolitiske strammer-meldinger uden effekt,« lød det.