Centralforeningen for Stampersonel: Vi kan godt kende forskel på venner og fjender
Fokus burde være på løsninger frem for diskussionen om forsvarets evne til at varetage politiets opgaver, mener forsvarets største fagforening.
Værdiordfører for De Radikale, Zenia Stampe, og formand for Konservative, Søren Pape, har tirsdag været efter hinanden på de sociale medier.
Det skete, efter Zenia Stampe skrev en statusopdatering på Facebook, hvor hun satte spørgsmålstegn ved, om forsvaret ville kunne varetage politiets opgaver i forbindelse med bl.a. bevogtning af Nørreport St. i København, som det er blevet foreslået, at det skal.
Hun spurgte, om en soldat vil være i stand til at adskille venner fra fjender, når »han pludselig skal operere i en helt anden kontekst.«
Det fik Søren Pape til tasterne, der meldte sig »rystet« over Zenia Stampes manglende respekt over for soldaterne og deres evner og opfordrede til, at Stampe gav en undskyldning.
Formanden for forsvarets største fagforening, Centralforeningen for Stampersonel, Jesper K. Hansen, fortæller, at forsvaret godt kan hjælpe med at løse politiets opgaver, men at det i så fald vil betyde, at der skal spares andre steder.
Han mener ikke, at Zenia Stampe har ret i sin kritik af, at danske soldater ikke vil være i stand til at kende forskel på venner og fjender.
»Som udsendt befinder man sig ofte mellem lokalbefolkningen og de militser, man prøver at bekæmpe. Det kan soldaterne godt håndtere,« siger han og henviser humoristisk til, at Den Kongelige Livgarde heller ikke har skudt nogen inde på Amalienborg.
Til gengæld er det den helt forkerte diskussion, politikerne tager, mener Jesper K. Hansen.
»Det er lidt for nemt for politikerne at tage den her diskussion. I stedet for at mundhugges burde man forsøge at finde nogle løsninger på, hvordan man bedst muligt øger sikkerheden for borgerne,« siger han.
Han er ikke sikker på, at danske soldater i gadebilledet vil skabe den nødvendige følelse af tryghed og opfordrer til, at man diskuterer, om det virkelig er det, man ønsker.
»Det er sørgeligt, at det skal være sådan, men vi har vænnet os til at se meget politi med våben i gadebilledet. Men kan vi også vænne os til at se soldater i gadebilledet? Og ønsker vi virkelig, at man som turist møder soldater foran f.eks. Den Lille Havfrue?« spørger han.
Samtidig stiller Jesper K. Hansen sig uforstående over for, at man uden videre har foreslået at benytte forsvarets ressourcer uden at tænke over, at det må betyde besparelser andetsteds.
»Det er ikke, fordi vi har en hel gruppe soldater siddende, der bare venter på noget at lave. Politiet klarer lige nu den indre sikkerhed ganske godt, og forsvaret tager sig primært af den ydre sikkerhed. Jeg siger ikke, at forsvaret ikke vil kunne håndtere nogle af de samme opgaver som politiet, men politikerne har lukket øjnene for, at der også hos os er ressourcemangel,« siger han.
Se her Søren Papes svar til Zenia Stampe på Facebook: