Fortsæt til indhold
Politik

Region indrømmer fejl og freder nyretransplantationer

Region Hovedstaden vil ikke centralisere nyretransplantationer på Rigshospitalet, fastslår regionsrådsformand.

Simone Skyum

Rigshospitalet vil alligevel ikke samle alle landets transplantationer i København, som Region Hovedstaden ellers har anmodet Sundhedsstyrelsen om ifølge et strategipapir, som Jyllands-Posten er kommet i besiddelse af.

Der er sket en fejl, siger regionsrådsformand, Sophie Hæstorp Andersen, til Ritzau.

»Jeg vil gerne slå fast, at det er en fejl fra Region Hovedstadens administrations side, at nyrer overhovedet er blevet nævnt i de politiske beslutninger, vi har haft,« lyder det.

Mens nyren er det organ, som oftest bliver transplanteret i Danmark, så er det i stedet kun hjertetransplantationer, som regionen ønsker bliver centraliseret på Rigshospitalet. Her står lægerne i forvejen for alle landets lever- og lungetransplantationer.

»Jeg er ked af, at debatten omkring hjertekirurgi- og transplantationer er blevet mudret til af diskussionen omkring nyrer. Der foregår mere end 100 nyretransplantationer i Aarhus og Odense, og det bakker jeg fuldt op om,« siger regionsrådsformanden.

Udmeldingen kommer kort tid efter, at adm. sygehusdirektør ved Odense Universitetshospital, Niels Nørgaard Pedersen, i en artikel på Jyllands-Postens hjemmeside udtalte bekymring for, at kvaliteten af patienternes behandling kunne falde, hvis landets nyretransplantationer blev samlet i København.

»Det er glædeligt, at området omkring nyretransplantationer ikke indgår i planen. Det er et område med et langt behandlingsforløb, som samarbejder med mange lokale aktører, som patienterne har glæde af,« siger sygehusdirektøren efter regionens rettelse.

Han vil dog gerne fastholde sin principielle kritik af centralisering i sygehusvæsenet, som han mener er skadelig for den faglige udvikling.

»Der er tendens til i nogle faglige miljøer at tænke, at centralisering er den eneste vej i sundhedsvæsenet. Og det giver også mening, hvis der er meget få patienter. Men ellers virker konkurrence i sundhedsområdet som i alle andre brancher. Monopoler er hverken godt for udviklingen, kvalitet eller effektivitet for den sags skyld,« mener sygehusdirektøren.

En anden bekymring hos Niels Nørgaard Pedersen er, at centralisering betyder, at universitetssygehusene bliver fremmedgjort over for landets lokale læger og behandlingscentre.

»Når det handler om at have fokus på relationerne til de lokale behandlingsmiljøer ude i landet, så mener jeg, at balancen begynder at tippe, hvis det hele bliver centraliseret,« siger han.

Diskussionen om transplantationer lørdag kommer efter en årelang strid mellem Aarhus Universitetshospital og Rigshospitalet fredag blev afsluttet. Sygehusene havde konkurreret om, hvilket hospital der skulle stå for landets børnehjertekirurgi. Sundhedsstyrelsens valg faldt på Rigshospitalet.