Fortsæt til indhold
Politik

Lykketofts møgsag kommer næppe bag på partifællerne

Politiske modstandere kan let bruge Lykketofts lækkede tale som løftestang til at fremsætte kritik, mener Jyllands-Postens politiske analytiker.

Statsminister Lars Løkke (V) er en »svindler« og Thorning-regeringen var »talent- og profilløs«.

Sådan beskriver formanden for FN's generalforsamling Mogens Lykketoft (S) det politiske billede i en nu lækket fødselsdagstale, som Berlingske er kommet i besiddelse af.

»Lykketoft bringer sig selv i klaskehøjde her, og hans politiske modstandere vil da udråbe denne usædvanligt hårde kritik af regeringen og statsministeren til at være utilstedelig. Især fordi han sidder på sin vigtige FN-post,« siger Jyllands-Postens analytiker Marchen Neel Gjertsen, der kalder situationen en møgssag.

Hun vurderer dog, at det næppe vil komme bag på Lykketofts partifæller, at han hverken nærer varme følelser for den nuværende regering eller sin tidligere partiformand Helle Thorning-Schmidt. Særligt fordi der findes fortilfælde, hvor Lykketoft utilsigtet har udtalt sig offentligt om sine partifæller på kritisk vis.

På et debatarrangement i 2012 gik han således hårdt til daværende finansminister Bjarne Corydon (S) og dele af den daværende regerings politik. Herefter kritiserede Lykketoft, at bl.a. Jyllands-Posten havde viderebragt udtalelser fra debatmødet, som han ikke ønskede at blive citeret for.

»I virkeligheden tror jeg heller ikke, at det kommer bag på de blå partier, at Lykketoft mener de her ting. På de indre linjer har han ry af at være en mand med sine meningers mod, og det ved alle på Christiansborg også,« siger Marchen Neel Gjertsen.

Mogens Lykketoft holdt talen ved sin 70 års fødselsdag og skal efterfølgende have sendt den ud til ca. 50 gæster. Talen skal eksempelvis være sendt til Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen.

Udadtil har Lykketoft ellers været forsigtig med sine udtalelser på det seneste, påpeger Marchen Neel Gjertsen.

»Han leverede for nyligt en række avisinterviews i anledning af sin 70 års fødselsdag, hvor han var meget diplomatisk og talte i meget runde vendinger og forsøgte at undgå at forholde sig for meget til dansk politik, fordi han nu sidder i FN,« siger hun.

På Facebook beklager Mogens Lykketoft sit følelsesudbrud, men han beklager også, at en gæst har viderebragt talen, der »bidrager til absolut utilsigtet offentlig debat«.

»Andre vil mene, at det var uforsigtigt af ham at sige de ting og angiveligt rundsende dem per mail til mange mennesker. Der er ikke noget i historien, der tyder på, at Socialdemokratiet traditionelt er en forsamling, der er god til at holde på en hemmelighed,« siger Marchen Neel Gjertsen.