Mette Frederiksen: Hjort løber fra flygtningeansvar
Regeringen bør i det mindste diskutere de økonomiske problemer, kommunerne rejser om flygtninge, mener S-leder
Socialdemokraternes formand Mette Frederiksen kalder det ansvarsfralæggelse af værste dimension, at regeringen ikke vil drøfte, om kommunerne skal have flere penge til flygtningeindsatsen.
- Vi kan høre på daglig basis, at landets borgmestre en efter en råber vagt i gevær: Udgifterne stiger, indtægtsgrundlaget bliver mindre og regeringen har indført minusvækst, siger hun.
- Regeringen tager ikke vare på situationen, og nu kan jeg forstå på Claus Hjort, at man ikke engang vil diskutere det med kommunerne.
Kritikken kommer efter, at finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) har meddelt, at han først vil forhandle økonomi med kommunerne til sommer. Det har fået KL-formand Martin Damm til at beskylde finansministeren for at løbe fra en aftale.
Martin Damm henviser til kommuneaftalen fra i sommer, hvor der er indføjet en passus om, at man på integrationsområdet vil lave et økonomisk "eftersyn" senest i januar 2016.
- Vi går da ud fra, at når vi laver en aftale, så står vi ved den. Det med, at man ikke kan lave økonomiforhandlinger på andre tidspunkter, passer jo ikke, siger han til DR.