Regeringen afblæser millionbesparelse på det danske beredskab
Flygtningepres, oversvømmelser og terrortrussel gør det umuligt at spare 125 mio. kr. på det statslige beredskab, siger forsvarsministeren.
En omstridt og trecifret millionbesparelse på det statslige beredskab, som rykker ud i tilfælde af terror eller katastrofer, kan ikke gennemføres i en tid med voldsomme flygtningestrømme, storme, oversvømmelser og truslen fra terrorisme.
Sådan lyder budskabet fra forsvarsminister Peter Christensen, der dermed afmonterer en spareplan på 125 mio. kr. på det statslige beredskab, som den daværende SR-regering, Venstre og Dansk Folkeparti aftalte i 2014 for at skaffe penge til en vækstaftale.
For nylig meddelte Peter Christensen, at han ikke vil lukke nogen af landets seks beredskabscentre. Konsekvensen af den beslutning er ifølge ministeren, at spareplanen, som svarer til en fjerdedel af Beredskabsstyrelsens samlede budget, ikke er mulig.
»Som jeg tidligere har givet udtryk for, mener jeg ikke, at der skal lukkes beredskabscentre, og dermed er det også klart, at man heller ikke vil kunne spare 125 mio. kr.,« siger Peter Christensen i en skriftlig udtalelse til Jyllands-Posten.
Indkalder til forhandlinger
Han vil nu indkalde forligskredsen på Christiansborg »til forhandlinger om redningsberedskabet i starten af det nye år«. Her skal partierne bag det eksisterende beredskabsforlig forsøge at finde pengene i andre kasser, og Peter Christensen har tilkendegivet, at det ikke nødvendigvis behøver at være på Forsvarsministeriets budget. Det er dog stadig uafklaret, om regeringen ønsker at rulle hele spareplanen tilbage, eller om der eventuelt kan spares på andre aktiviteter end beredskabscentrene, som er fredet for sparekniven.
»Vi står i dag over for en virkelighed, hvor vores beredskab og evne til at imødegå en lang række udfordringer er afgørende som aldrig før. Det gælder i forhold til den aktuelle flygtningesituation, hvor beredskabscentrene spiller en væsentlig rolle. Men også i forbindelse med storme og oversvømmelser er et stærkt og robust beredskab afgørende for vores sikkerhed og tryghed. Og så er vi også nødt til at tage højde for truslen fra terrorisme,« siger Peter Christensen.
Meldingen fra regeringen kommer, efter at flere V-borgmestre i de seneste måneder har advaret mod besparelser på beredskabet i en tid med terror og asylpres, mens andre har kritiseret, at en lukning af beredskabscentre vil koste statslige arbejdspladser i provinsen.
Især De Konservative har tordnet mod nedskæringerne på beredskabet, som ifølge partiet ville kunne koste menneskeliv. Derfor er K-formand Søren Pape Poulsen godt tilfreds med, at V-regeringen »bedre sent end aldrig« har besluttet at rulle spareplanen tilbage.
»Det er godt, at regeringen nu endelig har indset, at besparelserne på beredskabet var den helt forkerte vej at gå. Beredskabet yder en uvurderlig indsats, når det kommer til at sikre danskernes tryghed. Og med stigende problemer med storme, oversvømmelser og desværre også terror er der ikke behov for færre midler – tværtimod,« siger Søren Pape.
Socialdemokraterne, der i 2014 stod i spidsen for nedskæringsplanen, er både klar til at forhandle og til at finde pengene andre steder, også uden for forsvarets budget:
»De 125 mio. kr. er intet mantra for os. Tværtimod. Hvis regeringen kan finde alternativer og andre friske penge, er vi meget villige til at kigge på det,« siger forsvarsordfører Henrik Dam Kristensen (S), der tilføjer:
»Der er ingen tvivl om, at med alt det, som vi har set med både terror, vind og vejr og flygtninge, så skal man virkelig være tænksom med, hvad man gør.«
DF: Der kan stadig spares
Dansk Folkepartis beredskabsordfører, Jeppe Jakobsen, kalder det »umiddelbart rigtig fornuftigt at afblæse spareplanen«, fordi presset på Danmarks grænser og det voldsomme vejr har vist, at der er mere brug for beredskabet nu, end da DF i 2014 lagde stemmer til nedskæringen. Men DF afventer et konkret udspil fra ministeren, før partiet tager stilling.
»Det er jo klart, at disse penge skal findes, ellers kommer de til at mangle i statsbudgettet. Jeg er spændt på, hvilken finansiering forsvarsministeren lægger op til,« siger Jeppe Jakobsen.
DF vil under forhandlingerne i det nye år fremføre, at man stadig bør se på, om der kan opnås besparelser ved at sammenlægge administrative funktioner, som i dag findes i både Beredskabsstyrelsen og i det øvrige forsvar.
Enhedslistens beredskabsordfører, Nikolaj Villumsen, opfordrer forsvarsministeren til at melde helt klart ud, om det er hele spareplanen på 125 mio. kr., som rulles tilbage:
»For os er det afgørende, at hele besparelsen og forringelserne af beredskabet rulles af bordet, så vi ikke ender i en situation, hvor den danske befolknings beredskab bliver svækket.«