Støjberg svarer igen på makaber tegning
Der hænger ikke døde mennesker på Inger Støjbergs juletræ, fastslår hun.
En makaber tegning i dagens Politiken har fået udlændingeminister Inger Støjberg til tasterne.
Karikaturen, som bringes som »Dagens tegning« i avisens debatsektion, forestiller Inger Støjberg i færd med at tænde stearinlys på sit juletræ. På træet hænger en død person – en flygtning.
»Når du strammer garnet...« lyder overskriften.
I en Facebook-kommentar lægger Inger Støjberg luft til tegningen:
»Jeg glæder mig simpelthen sådan til, at det bliver den 24. december! Så vil jeg lægge et billede af mit juletræ på siden her, så Politikens læsere kan se, hvordan det i virkeligheden ser ud. Jeg kan dog allerede nu røbe, at det ikke ser ud som det avisen har bragt i dag,« skriver hun og tilføjer:
»JA, der er Dannebrogsflag! JA, der er masser af levende lys! Men nej, der hænger ikke døde mennesker på.«
Tegningen er en kommentar til regeringens planer om at stramme reglerne for familiesammenføring, sådan at flygtninge, der får tilkendt såkaldt midlertidig beskyttelsesstatus først får lov til at få deres familie til Danmark efter tre år.
Billedeteksten lyder:
»De nye regler for familiesammenføring vil for nogle mennesker betyde, at deres familie tvinges til adskillelse i tre år.«
Midlertidig beskyttelsesstatus gives til flygtinge, som ikke er personligt forfulgte, men som er flygtet fra generel krig og ødelæggelse - eksempelvis i Syrien. Kategorien omfatter cirka en femtedel af de flygtninge, der kommer til Danmark.
Ifølge Institut for Menneskerettigheder er tre års ventetid på familiesammenføring et brud på menneskerettighederne. Det afviser regeringen.
Stramningen er blevet fordømt som uværdig, hjerteløs og et dybt hug til den danske selvforståelse af partierne i rød blok - med undtagelse af Socialdemokraterne.
Opdatering: I løbet af torsdagen fik Politiken hård kritik på sociale medier. Det fik torsdag aften avisens chefredaktør til at kommentere tegningen.
»Politiken har i dag på de sociale medier fået hård kritik for at have bragt en satiretegning af Inger Støjberg. Politikens chefredaktør, Anne Mette Svane, kan godt forstå, hvis tegningen vækker vrede, men forklarer, at Politiken har en lang tradition for satire, som i satiretegningens natur søger at udfordre grænser,« skrev avisen i en kommentar på Facebook.
Din mening: Hvad synes du om tegningen af Støjbergs julepynt?