Fortsæt til indhold
Politik

Ældre Sagen undrer sig over Thulesen Dahls forklaring

Beregninger om ældrebesparelser var tilgængelige for DF under finanslovsforhandlingerne, siger Ældre Sagen.

Det burde på ingen måde overraske Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl, at mange ældre bliver hårdt ramt af næste års finanslov.

Ældre Sagen advarede nemlig talrige gange om konsekvenserne af at spare på boligydelsen til pensionister både før, under og efter finanslovsforhandlingerne, som i november endte med en aftale mellem regeringen, Dansk Folkeparti og resten af blå blok.

»Allerede i slutningen af september gjorde vi politikerne opmærksomme på, at den var riv ravende gal med dette her forslag,« siger Ældre Sagens underdirektør Michael Teit Nielsen.

»Jeg skal ikke kunne sige, hvornår folk i Dansk Folkeparti har læst vores ting, men vi har gjort alt, hvad vi kunne, for at gøre alle parter opmærksomme på de negative konsekvenser af at spare op boligydelsen til ældre,« tilføjer han.

Dansk Folkeparti får i øjeblikket voldsom kritik for sammen med regeringen og resten af blå blok at ville forhøje huslejen for en stor gruppe ældre. Ifølge Ældre Sagens beregninger vil mellem 150.000 og 175.000 pensionister bliver dårligere stillet - de hårdest ramte kan miste adskillige tusinde kroner om året i 2020, fordi deres boligydelse falder.

Spørger man Socialdemokraterne er der tale om et klokkeklart løftebrud fra DF, som adskillige gange har lovet ikke at ville tage penge fra de ældre.

Kristian Thulesen Dahl vil nu have regeringen til at regne på konsekvenserne af indgrebet igen og har åbnet for at lave finanslovsaftalen om. Torsdag morgen forklarede han til TV 2 News, at Dansk Folkeparti ikke vidste, at mange ældre ville blive ramt af besparelserne i »væsentlig grad«.

»Når vi sidder i forhandlingerne og får løfte om, at de påvirkninger, der måtte komme de næste fem-seks år, ikke i væsentlig grad må ændre folks livsvilkår, og vi så får at vide af Ældre Sagen og andre, at det gør de alligevel, så er det eneste ansvarlige fra vores side selvfølgelig at sige; Hvorfor er der en forskel på det, vi har fået at vide inde ved forhandlingsbordet og det som Ældre Sagen påpeger?« siger Thulesen Dahl.

Men hos Ældre Sagen afviser Michael Teit Nielsen, at deres kritik er ny. Allerede samme dag, som regeringen præsenterede sit finanslovsudspil tilbage i september kritiserede Ældre Sagen besparelserne på boligydelsen.

»De beregninger og den kritik lagde vi åbent frem på vores hjemmeside, vi gentog advarslerne i pressen og vi henvendte og til partierne med kritikken,« siger Michael Teit Nielsen.

Den 29. september – dagen hvor finansminister Claus Hjort Frederiksen præsenterede finanslovsforslaget – fremlagde Ældre Sagen således beregninger, der viste, at enlige folkepensionister uden supplerende indkomst ville miste ca. 1.000 kr. om året i 2016, hvis de bor i en ældre- eller plejebolig med en husleje på 7.000 kr. om måneden. Tabet ville vokse til godt 5.000 kr. om året i 2020.

Desuden viste beregningerne, at en pensionist, der flytter i en plejebolig med en leje på 9.000 kr. om måneden i 2020, risikerede at miste over 20.000 kr. i boligydelse om året.

I ugerne efter bølgede finanslovsforhandlingerne frem og tilbage. Først den 19. november faldt den endelige aftale på plads mellem regeringen og blå blok. I aftalen havde parterne "blødgjort" besparelsen på boligydelsen til pensionister ved gradvist at sænke den mindste egenbetaling, så de ældre angiveligt ikke blev ramt særligt hårdt.

Ældre Sagen gik straks i gang med at gennemregne aftalen. Resultatet skuffede:

»Vi nåede frem til, at det stadig vil gå hårdt ud over de ældre, som har en lav indkomst og en høj husleje, fordi de bor i ældre- eller plejeboliger. Så "blødgørelsen" hjælper nogen, men overhovedet ikke dem, der bliver hårdest ramt,« siger Michael Teit Nielsen i dag.

Ældre Sagen gjorde derfor politiker opmærksomme på kritikken i et høringssvar til lovforslaget dateret 25. november.

Samme dag udsendte Ældre Sagen en pressemeddelelse, hvor de skrev, at mellem 150.000-175.000 pensionister vil blive ramt af regeringens forslag, og at ældre i plejeboliger med en husleje på 7.000 kr. om måneden vil miste over 7.000 kr. om året på sigt på grund af ændringerne.

Små to uger senere – den 8. december – støttede Dansk Folkeparti lovforslaget, da det blev førstebehandlet i Folketingssalen.

»Man står ved sine aftaler. Vi tager ansvar for finansloven og går med i de aftaler, der bliver lavet. Det er både på godt og ondt,« sagde DF's beskæftigelsesordfører Bent Bøgsted under debatten.

Men onsdag blev kritikken alligevel så voldsom, at partitoppen tog notits. Højst usædvanligt åbnede Kristian Thulesen Dahl for at genforhandle aftalen om finansloven for at ændre på delen om boligydelsen.

»Nogle af de eksempler der er i medierne giver indtryk af, at flere berøres voldsomt af ændringerne. Hvis det er rigtigt, er det i strid med det, vi har fået oplyst i forhandlingerne. Så skal det selvfølgelig laves om! Vi arbejder med det – og taler selvfølgelig også med Ældresagen om det,« skrev DF-formanden i en Facebook-opdatering.

Michael Teit Nielsen glæder sig over udfaldet.

Han advarer dog om, at starte en større »diskussion om diskussionen«. I stedet er han optaget af, at få ændret lovforslaget, som han mener er lovsjusk.

»Det er et dybt urimeligt forslag, og det er uansvarligt at gennemføre en så alvorlig lovændring uden at have undersøgt konsekvenserne til bunds. Det er, hvad jeg vil kalde lovsjusk,« siger han.