Fortsæt til indhold
Politik

Flere partier er imod dansk optrapning af krigen mod IS

Alternativet vil ikke støtte nye danske bombemissioner mod Islamisk Stat. Også SF hælder til at sige nej, mens EL foreslår våbentransporter.

I snart 500 dage har der regnet død og destruktion ned over Islamisk Stat i Syrien og Irak.

Kampfly fra den amerikansk ledede koalition har smidt over 30.000 bomber mod terrorbevægelsens styrker på landjorden i den krigshærgede region.

Nu vil USA optrappe indsatsen og har derfor bedt både Danmark, Norge og Sverige om et militært bidrag til kampen mod IS. Det står endnu ikke klart, hvad amerikanerne konkret har bedt om, men et stort flertal i Folketinget bestående af blandt andre Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og regeringen er åbne over for at øge den danske krigsindsats.

Det gælder imidlertid ikke Alternativet, Enhedslisten og sandsynligvis heller ikke SF.

»Jeg anser det for udelukket, at vi kan støtte at sende F16-fly afsted. I hvert fald lige i øjeblikket,« siger SF's forsvarsordfører og tidligere udenrigsminister Holger K. Nielsen.

Samtidig afviser han fuldstændig, at landtropper kan komme på tale.

Det står endnu ikke klart, hvilken form for bidrag USA har bedt Danmark om, og derfor vil SF vente med at træffe en endelig beslutning til regeringen kommer med nærmere detaljer. Men partiet hælder altså til ikke at ville øge det militære bidrag.

»Vi er som sagt meget skeptiske overfor at optrappe militært. Vi skal ikke gøre det bare fordi USA beder om det. Husk på, at vi lige har trukket vores F16-fly hjem og i stedet besluttet at sende en radar til Irak,« siger Holger K. Nielsen, som støttede det oprindelige danske F16-bidrag.

Alternativet afviser på forhånd at sende mere dansk krigsmateriel ind i kampen mod IS. Partiets forsvars- og fredsordfører René Gade efterlyser i stedet svar på, hvordan konflikten skal afsluttes – ikke eskaleres.

»Vi vil gerne være med til at fjerne Islamisk Stat, men bomber alene nytter ikke. Vi risikerer at skabe to terrorister hver gang, vi bomber én,« siger han og fortsætter:

»Vi bliver nødt til at finde ud af, hvordan vi får skabt freden. Vi bør i langt højere grad insistere på at bringe alle parterne til forhandlingsbordet – Iran, Saudi-Arabien, Rusland – og få Assad ud eller ind som nøglen til at løse konflikten.«

En afslutning på »stedfortræderkrigen« vil forhåbentlig standse våben- og pengestrømmene til IS og dermed svække organisationens rekrutteringen til ny terror, mener René Gade.

Heller ikke Enhedslisten mener, at flere danske bomber vil løse den langstrakte konflikt i Syrien. I stedet foreslår partiet konkret, at Danmark stiller et Hercules-transportfly til rådighed, som kan fragte våben, beskyttelsesudstyr og anden udrustning til de kurdiske styrker, som kæmper en desperat kamp i det nordlige Syrien.

»Lige nu står de fleste lande i kø for at kaste bomber over Syrien, så diskussionen om at sende danske kampfly af sted virker som symbolpolitik. Der hvor vi kan gøre en afgørende forskel er ved at støtte de lokale, demokratiske kræfter i Syrien, ikke mindst kurderne, som akut mangler udrustning og støtte,« siger Nikolaj Villumsen til Jyllands-Posten.

Han peger på, at en alliance bestående af både kurdiske, kristne og arabiske styrker er ved at forberede sig på at rykke frem mod IS' selvudråbte hovedstad Raqqa i Nordsyrien.

De syv danske F16 fly og deres op mod 140 mand store hold blev i oktober trukket hjem fra Kuwait efter et års mission over Irak. I alt havde de danske fly fløjet 547 missioner og kastet 503 bomber mod Islamisk Stat.

Nu skal både flyene og mandskabet på pause indtil foråret eller sommeren, før de igen vil kunne udsendes. Regeringen har ambitioner om, at flyene hurtigst skal på vingerne igen.

Ifølge Holger K. Nielsen har luftkrigen ikke leveret tilfredsstillende resultater indtil nu.

»Man kan ikke vinde fra luften. I Irak har luftangrebene haft en virkning for de kurdiske styrer, men i resten af landet, har der ikke været nogen virkning. Ej heller i Syrien efter vores opfattelse,« siger han med henvisning til, at IS stadig kontrollerer store landområder.

Den eneste holdbare løsning er – ifølge den tidligere udenrigsminister – at fortsætte forsøgene på at nå frem til en politisk løsning ved forhandlingsbordet sammen med de to magtfaktorer Rusland og Iran.

Din mening: Hvordan bør Danmark bidrage i kampen mod Islamisk Stat?