Fortsæt til indhold
Politik

Støjberg vil »umiddelbart« have stramninger til at holde sig inden for konventionerne

»Konventionerne er skrevet i en anden tid,« siger udlændingeministeren på vej ind til nye forhandlinger. DF vil have regeringen til at tage et opgør med menneskerettighedskonventionen.

Dansk Folkeparti vil have skrevet ind i en ny aftale om asyl- og flygtningestramninger, at den danske regering skal forpligtes på at arbejde for at ændre den Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Det krav har regeringens vigtigste støtteparti smækket på bordet tirsdag, hvor partierne i blå blok samt Socialdemokraterne mødes for at forhandle videre om en opstramning af udlændingepolitikken.

På vej ind i forhandlingslokalet afviste udlændingeminister Inger Støjberg (V) ikke kategorisk Dansk Folkepartis ønske.

»Det, vi har lagt på bordet, holder sig indenfor konventionernes rammer. Og sådan synes vi umiddelbart også det skal være. Men nu må vi høre, hvad det helt konkret er Dansk Folkeparti kommer med,« siger udlændingeministeren.

Dansk Folkeparti ønsker at gøre det lettere at afvise familiesammenføringer og udvise flygtninge, der har fået afvist deres anmodning om asyl. Det står Den Europæiske Menneskerettighedskonvention i vejen for – og derfor skal regeringen, når Danmark i 2017 overtager formandskabet for ministerkomiteen i Europarådet – sætte sig i spidsen for at få omskrevet konventionen.

»Vi kan se, at konventionerne forhindrer os i at udvise kriminelle udlændinge,« siger Dansk Folkepartis retsordfører Peter Skaarup.

Inger Støjberg slår fast, at regeringen med de nye stramninger lægger op til at »gå til kanten« af de gældende konventioner, som Danmark har tilsluttet sig.

»De ting vi har lagt på bordet, mener vi jo holder sig indenfor konventionernes rammer, om end vi også går til kanten når det handler om familiesammenføringer.«

I har tidligere argumenteret for at konventionerne trængte til at blive ændret, fordi de var skrevet i en anden tid. Mener Venstre stadig det?

»Jeg har det sådan, at det altid er en vigtig diskussion at tage. Og ja, konventionerne er skrevet i en anden tid. Også før globaliseringen. Og det udfordrer os. Det er der ingen tvivl om.«

Både Liberal Alliance og Konservative er positive overfor Dansk Folkepartis forslag.

Socialdemokraternes formand ville ikke umiddelbart svare på, om hun bakkede op om Dansk Folkepartis ønske, men slog fast:

»Jeg har selv været justitsminister og var dengang og er i dag betænkelig ved, at vi eksempelvis tildeler statsborgerskab til folk, der er i fare for Danmarks sikkerhed. Der synes jeg, at konventionerne beskytter de forkerte.«