Fortsæt til indhold
Politik

Løkke advarer mod generaliseringer efter Paris-terror

Holdt hovedet koldt og pas på med at generalisere om flygtninge, lyder det fra statsminister Lars Løkke Rasmussen i kølvandet på terrorangrebet i Paris.

I kølvandet på det uhyggelige terrorangreb i Paris sendte statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) en klar opfordring til sine politiske kolleger under tirsdagens spørgetime i Folketingssalen:

Pas på med at generalisere og drage forhastede konklusioner om, at flygtninge er potentielle terrorister.

Vi skal passe på med ikke at lave en generel mistænkeliggørelse.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V)

»Vi skal bekæmpe ekstremisme, og vi skal bekæmpe terrorisme. Men vi skal også undgå at drage forhastede konklusioner. Vi skal være åbne om risikoen, men vi skal alligevel lige holde hovedet koldt. For eksempel i vurderingen af risikoen for, at der gemmer sig terrorister blandt flygtningene, som kommer hertil,« sagde statsministeren og fortsatte:

»Vi skal passe på med ikke at lave en generel mistænkeliggørelse. Det er i virkeligheden præcis, hvad terroristerne ønkser. At skabe destabilitet, at slå kiler ind mellem mennesker.«

Løkke udtrykte medfølelse med ofrene i Paris og beskrev terrorhandlingerne som et angreb på vores værdier. Samtidig advarede han mod at skabe falske modsætninger og understregede han, at fjenden ikke er islam:

»Det er vigtigt at få sagt, at skillelinjen ikke går mellem islam og Vesten. Skillelinjen går mellem formørkede kræfter og oplyste kræver. Mellem ufrihed og frihed, mellem demokrati og undertrykkelse,« sagde han.

Bekymringen for, at terrorister rejser ind i Europa i ly af flygtningestrømmen har fået ny næring efter fredagens blodige terrorangreb i Frankrig.

En af terroristerne var indrejst via den græske ø Leros, har de franske myndigheder oplyst, efter at et fingeraftryk fra en af selvmordsbomberne matchede et fingeraftryk, som de græske myndigheder havde taget i begyndelsen af oktober.

Terroristen benyttede sig sandsynligvis af et falsk pas med navnet Ahmad Al Mohammad, en 25-årige flygtninge fra Idlib i Syrien.

Herhjemme skabte det i september debat, da den konservative politiker Naser Khader advarede om risikoen for, at terrorister skjulte sig blandt flygtningene, der kommer til Europa på flugt fra uhyrlighederne i Syrien.

»Vi skal have lov og orden igen. Alle skal registreres. Tænk hvis bare en af dem havde haft et bombebælte om livet, og var kommet til Hovedbanegården. Man skal ikke mistænkeliggøre alle flygtninge. Men hvis bare én udnytter situationen, så står vi med en kæmpe katastrofe,« sagde Naser Khader.

Politiets Efterretningstjeneste (PET) sagde den 10. september, at der kan være islamiske krigere blandt de flygtninge, der kommer til Danmark fra Syrien og Irak, og at disse personer kan rette angreb mod Danmark.

Knap to uger senere lød det dog fra konstitueret PET-chef Finn Borch Andersen:

»Vi har ikke efterretninger, der peger på, at der skulle være terrorister, som bliver lempet op igennem flygtningesystemet. På den anden side er vi jo ikke naive, og det er en arbejdsopgave i PET, som vi tager overordentlig alvorligt.«

Samtlige partiledere roste statsministeren for hans håndtering af terrorhandlingerne i Paris. Løkke talte blandt andet ved en stor mindehøjtidlighed søndag foran den franske ambassade i København.

Regeringen fremlagde i sidste uge en pakke med i alt 34 stramninger og ændringer på flygtninge- og asylområdet. Blandt andet skal flygtninge frem over kunne indkvarteres i teltlejre, og deres opholdsvilkår skal forringes markant i et forsøg på at få færre flygtninge til at søge til Danmark.