Hjort: Asylpres i fire år

Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) budgetterer i den nye finanslov med, at asyltallet frem til 2019 vil ligge på sidste års rekordhøje niveau: 15.000 nye flygtninge skal indkvarteres årligt.

Artiklens øverste billede
Regeringen lægger op til at spare 2,3 mia. kr. på ulandsbistanden, 0,9 mia. kr. på statens uddannelses- og kulturinstitutioner og 1,4 mia. kr. på forskningsbudgettet.

Selv om statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har erklæret, at han og regeringen vil måles på, at færre flygtninge kommer til Danmark for at få asyl, budgetterer finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) i den nye finanslov med, at asyltallet frem til 2019 vil ligge på sidste års rekordhøje niveau: 15.000 nye flygtninge skal indkvarteres årligt.

Det fremgår af regeringens forslag til finanslov, der kommer tirsdag.

»Det er en erkendelse af, at verden nu engang ser ud, som den gør,« siger politisk ordfører Jakob Ellemann-Jensen (V) og tilføjer, at regeringen stadig har »en ambition om at mindske antallet og har iværksat en række tiltag for at bremse tilstrømningen«.

Regeringen lægger op til at spare 2,3 mia. kr. på ulandsbistanden, 0,9 mia. kr. på statens uddannelses- og kulturinstitutioner og 1,4 mia. kr. på forskningsbudgettet.

Det skal blandt andet give råd til et ekstra løft af sundhedsområdet, ligesom Hjort vil forbedre vilkårene for familieejede virksomheder for omkring 600 mio. kr. og afskaffe NOx-afgiften.

Konkret foreslår regeringen at genindføre den såkaldte formueskattekurs, der indtil for nylig kunne bruges til at værdiansætte unoterede aktier, der blev givet som gave eller gik i arv.

Den blev afskaffet af den tidligere regering i februar med den begrundelse, at ordningen indebar et skattehul, og at metoden var upræcis.

Den daværende regering mente, at formueskattekursen gjorde det muligt helt at undgå at betale skat af aktiegevinster eller reducere beskatningen.

Men Venstre-regeringen mener, at det var en "forkert beslutning", står der i finanslovsforslaget.

- Det vil regeringen rette op på ved at rulle den tidligere regerings forringelser tilbage og genindføre formueskattekursen, står der i finanslovsforslaget. 

Regeringen medgiver dog, at der var problemer med den gamle ordning, som SR-regeringen lukkede. Skatteministeriet oplyste tilbage i februar, at det var muligt helt at undgå dansk beskatning, hvis man gav aktier til børn, der boede i udlandet.

Den nuværende regering forsikrer, at den vil arbejde for at finde en model, hvor det skattehul ikke genåbnes.

Regeringen skønner, at det vil give 600 millioner kroner mindre i statskassen næste år at gå tilbage til formueskattekursen.

- De familieejede virksomheder er vigtige for dansk erhvervsliv. De er med til at sikre udvikling og arbejdspladser i Danmark, argumenterer regeringen.

Hjort spiller desuden ud med, at partierne kan fordele 1,7 mia. kr. i forhandlingerne.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen