Fortsæt til indhold
Politik

DF om EU-fordeling: Pistol-diplomati for fulde gardiner

Fire lande ønsker ikke at tage del i EU's fordeling af 120.000 flygtninge, men aftalen blev stemt igennem.

/ritzau/

Det er med pistolmundingen for panden, at nogle lande tager del i fordelingen af de 120.000 flygtninge, som EU's justits- og indenrigsministre blev delvist enige om tirsdag aften i Bruxelles.

Det mener Dansk Folkepartis EU-ordfører, Kenneth Kristensen.

- Det er pistol-diplomati udfoldet for fulde gardiner fra EU's side. Uanset, at nogle lande synes, det er en dårlig idé, og Finland undlod at stemme, så har man ført det igennem, siger han.

Tjekkiet, Slovakiet, Rumænien og Ungarn stemte tirsdag imod beslutningen, mens Finland undlod at stemme, da fordelingen af de 120.000 flygtninge blev besluttet.

Danmark har frivilligt forpligtet sig til at tage imod 1000 flygtninge, da vi på grund af retsforbeholdet står uden for den fælles fordeling.

- Det er en advarsel til danskerne om, hvad der sker, hvis man stemmer ja 3. december.

- Så kan vi komme i en situation, hvor regeringen bliver presset til at gå med i det her. Så kan man efterfølgende blive stemt ned, som vi ser Tjekkiet, Slovakiet, Rumænien og Ungarn gjorde, siger Kenneth Kristensen.

Danskerne skal til afstemning om retsforbeholdet 3. december, hvilket de EU-positive partier i Folketinget har besluttet.

Formålet er at få omdannet retsforbeholdet til en tilvalgsordning. Sker det, kan politikerne fremover vælge at gå med i samarbejdet uden at spørge danskerne.

Det kræver dog enighed blandt ja-partierne på Christiansborg, har partierne aftalt, men Dansk Folkeparti frygter, at man ikke kan stole på ja-partierne.