Fortsæt til indhold
Politik

S bakker op om Løkkes flygtningeplan

Det er et godt signal, at statsministeren nu vil tage imod 1.000 ekstra flygtninge, mener Socialdemokraterne, men regeringens nølen ”har skadet Danmarks forhandlingsposition”.

Regeringen tilbyder nu EU at give beskyttelse til 1.000 ekstra flygtninge, og det møder opbakning hos Socialdemokraterne.

”Vi skal bære vores del af ansvaret, og det er også vigtigt, at vi er med til at facilitere, at der kan komme en fælles europæisk løsning, fordi der er for mange lande i Europa, som i dag ikke bærer deres del af ansvaret,” siger udlændinge- og integrationsordfører Dan Jørgensen (S).

Regeringen har placeret Danmark uheldigt i EU-forhandlinger om flygtninge, mener Socialdemokraternes udlændingeordfører, Dan Jørgensen (S).

At regeringen nu tilbyder EU at tage imod 1.000 flygtninge, er udtryk for en ny kurs i asylpolitikken. I mange år har regeringen og et markant flertal i Folketinget således holdt fast i, at Danmark skal bestemme over sin egen udlændingepolitik, og tidligere på ugen lød det fra udlændingeminister Inger Støjberg (V), at Danmark ikke ville komme ikke til at tage én eneste af de 120.000 flygtninge, som EU på kraftig foranledning af kommissionsformand Jean-Claude Juncker netop nu diskuterer omfordelingen af.

Tirsdag skal ministeren så igen til møde i EU, hvor hun vil fremlægge Danmarks tilbud. Men timingen af regeringens nye melding undrer imidlertid Socialdemokraterne:

”Inger Støjberg har sagt, at det på ingen måde kunne komme på tale af tage en andel. Kristian Jensen (udenrigsminister, red.) har sagt, at det kunne vi måske godt, og nu siger statsministeren så noget helt tredje. Ud over at det ser lidt ukønt ud, så er det endnu mere alvorligt, at det har skadet Danmarks forhandlingsposition i Bruxelles,” siger Dan Jørgensen.

Han henviser til, at forhandlingerne om omfordelingen af de 120.000 flygtninge formelt gik i gang i Bruxelles i mandags, og der havde det været en god ide at have tilbuddet med, påpeger ordføreren, frem for at Danmark skulle stå stejlt på en afvisning af at tage del i fordelingen blandt EU's medlemslande.

”Det lykkedes desværre regeringen at få placeret Danmark et noget uheldigt sted, fordi vi i Bruxelles er blevet kategoriseret med Slovakiet og andre østeuropæiske lande, som ikke ønsker at bære deres del af ansvaret, men hvor vi jo retmæssigt burde kategoriseres sammen med Storbritannien og Irland,” siger Dan Jørgensen, og peger på, at de to lande ligesom Danmark ønsker at stå uden for en obligatorisk kvotefordeling, men samtidig gerne vil løfte en del af ansvaret.

”Derfor står Danmark ret uheldigt i det forhandlingsspil, og det kunne man have undgået, hvis man, som vi har appelleret til, havde fremlagt en plan.”

Mens Socialdemokraterne anser de ekstra 1.000 flygtninge for at være "et rimeligt udgangspunkt for en forhandling", peger Enhedslisten på, at hvis Danmark skulle tage del i kvoterne, ville vores andel være 2.800 flygtninge - altså langt over det dobbelte.

"1000 er naturligvis bedre end et rundt nul, som er det, Støjberg ellers har annonceret. Men det virker umiddelbart som et meget lille tal. Jeg har ikke et embedsapparat, der kan regne ud, hvor mange af disse 120.000 mennesker, Danmark bør give beskyttelse, hvis man tager højde for de enkelte landes størrelse og økonomiske formåen. Men Løkke har selv tidligere meldt ud, at med EU-kommissionens nøgle ville Danmark skulle tage imod minimum 2.800," siger politisk ordfører Johanne Schmidt-Nielsen.

Som en del af flygtningeplanen vil regeringen desuden give 250 mio. kr. til nærområderne i og omkring Syrien, og yderligere en halv milliard kr. skal gå til at dæmme op for tilstrømning til Europa.

Efter at have orienteret om de nye initiativer er statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) torsdag rejst på besøg i EU for bl.a. at mødes med EU-præsident Donald Tusk og Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker.