Fortsæt til indhold
Politik

DF: Helt afgørende at få Holst-sag undersøgt til bunds

”Vi er ikke gået i flyverskjul," lover Dansk Folkeparti, der vil have sag om forsvarsminister Carl Holsts spindokter "fuldt udredt."

Hidtil har Dansk Folkeparti på Christiansborg forholdt sig tavst i sagen om hvorvidt nuværende forsvarsminister Carl Holst (V) fik hjælp til sin valgkamp af en embedsmand, der var lønnet af Region Syddanmark.

Men nu melder regeringens vigtigste støtteparti sig også i koret, der kræver, at sagen bliver undersøgt til bunds.

”Vi er ikke gået i flyverskjul. Men vi vil gerne have, at det skal gå i den rigtige rækkefølge,” siger partiets næstformand Søren Espersen, som understreger, at han ikke vil tage stilling til de enkelte dele af sagens indhold, fordi den fortsat befinder sig på regionsniveau.

”Det helt afgørende er nu, at få sagen fuldt udredt. Så må man se på forholdene omkring troværdighed. Det er altid det, det i virkeligheden står og falder med. Det kræver en ordentlig udredning.”

Onsdag har Statsforvaltningen besluttet af egen drift at gå ind i sagen, og Socialdemokraterne har kaldt Carl Holst i samråd.

Vi er ikke gået i flyverskjul.
Søren Espersen, næstformand i DF

Under valgkampen var Carsten Ingemann ansat og lønnet af Region Syddanmark – og måtte derfor ikke føre decideret kampagnearbejde for en politiker. Flere medier har dog de seneste dage fremlagt eksempler på mails, debatindlæg og sms’er, sendt i løbet af valgkampen af Christian Ingemann på vegne af Carl Holst – der dengang var regionsrådsformand og folketingskandidat. Christian Ingemann er i dag ansat som Carl Holsts spindoktor.

Selv har Carl Holst nægtet, at han og Christian Ingemann har forbrudt sig mod reglerne.

"Det er vigtigt for mig at understrege, at han ikke førte valgkamp for mig. Han udførte de opgaver, han havde som ansat, hvor han havde til opgave at stå for projektet 'Smart velfærd', og hvor han også var en del af ledelsessekretariatet, hvor han gik til hånde. Og det er det, han har gjort," sagde Carl Holst tirsdag til Jyllands-Posten.

Søren Espersen understreger, at han endnu ikke vil fælde dom i sagen:

”Jeg kan forstå, at Socialdemokraterne har kaldt ham i samråd. Det vil også kunne udrede nogle ting,” lyder det fra Søren Espersen.

Men det er en sag, i holder øje med?

”Det kan jeg love dig. Det tror jeg alle gør.”