Flygtningekrisen er nået til Danmark: Her er politikernes reaktioner
Blandt de danske politikere er flygtningesituationen det helt store debatemne mandag – men forslagene til, hvordan krisen skal håndteres, er vidt forskellige.

Flygtningekrisen udvikler sig næsten time for time. I weekenden åbnede Tyskland sine grænser og bød tusindvis af flygtninge og migranter velkommen, og søndag ankom flere hundrede så til Danmark med færge og tog, hvilket førte til tumult i Rødby.
Blandt de danske politikere er situationen naturligvis også det helt store debatemne – men forslagene til, hvordan krisen skal håndteres, er vidt forskellige.
Vi har herunder samlet en række danske politikeres reaktioner fra de sociale medier:
Alternativets politiske leder Uffe Elbæk har mandag formiddag foreslået en fem-punkts-plan, der blandt andet indbefatter, at EU-landene sammen skal nå til enighed om en kvotefordeling.
Dansk Folkepartis integrationsordfører, Martin Henriksen, benytter lejligheden til at lange ud efter Tyskland, som han mener skaber europæisk ustabilitet ved at tiltrække ”tusindvis af illegale indvandrere og asylansøgere til Europa”.
En noget anden melding kommer fra De Radikales leder Morten Østergaard, der mener, at Danmark bør lade sig inspirere af Tyskland.
Venstres medlem af Europa-Parlamentet, Jens Rohde – der har været en hård kritiker af Venstre-regeringens ageren i flygtningespørgsmålet – mener, at den nuværende situation nødvendiggør en midlertidig genindførelse af grænsekontrollen.
Socialdemokraternes indfødsretsordfører Astrid Krag opfordrer statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) til at indkalde til drøftelser blandt Folketingets partier.
Enhedslistens politiske ordfører Johanne Schmidt-Nielsen understreger, at vi må ”starte med at give dem mad, en seng og eventuelt få en læge til at se dem”.
De Konservatives EU-ordfører Rasmus Jarlov kalder situationen ”komplet skandaløs” og understreger, at han forventer, at justitsminister Søren Pind nu får ”styr på grænsen.”