Socialdemokraterne: Endnu et eksempel på økonomisk uansvarlighed fra DF
Socialdemokraternes forsvarsordfører langer ud efter DF, der vil bruge markant flere penge på forsvaret. Finansieringen mangler, påpeger S.
Det danske forsvar skal gradvist tilføres flere penge, så vi inden for en overskuelig fremtid lever op til Natos målsætning om at bruge to pct. af BNP på forsvaret.
Sådan lyder meldingen fra Dansk Folkepartis forsvarsordfører Marie Krarup, og det får nu Socialdemokraterne til – endnu engang – at anklage blå bloks største parti for at være økonomisk uansvarlige.
For at nå op på to pct. af BNP skal forsvaret nemlig tilføres omkring 15 mia. kr. ekstra årligt.
”Det er jo stort set ligegyldigt, hvad der bliver talt om i det danske samfund, så har DF altid mange flere penge, der skal bruges, uden at de i øvrigt anviser finansiering,” siger Henrik Dam Kristensen.
Socialdemokraterne lancerede sidste år en kampagne under overskriften hvorerpengene.dk og har siden da langet voldsomt ud efter DF’s brug af ”tulliarder” – milliarder af kroner, der ønskes brugt på forskellige forslag, uden at partiet har angivet, hvor pengene skal komme fra.
Og dagens forsvarsudmelding er endnu et punkt til listen, mener Henrik Dam Kristensen.
”Vi ser det hele tiden – DF vil gerne vil bruge flere penge på alt muligt, men hvordan det skal finansieres, står hen i det uvisse, ud over besparelser på ulandsbistand og udlændingepolitik, som de altid nævner. Men det kan altså ikke betale for alt.”
Forsvarsminister Carl Holst siger torsdag, at han også ønsker at øge forsvarsudgifterne, men ikke i samme størrelsesorden som Dansk Folkeparti:
”Jeg tror ikke, det er realistisk, at vi kommer op på to procent i den tiårige periode fra 2014, som er Nato-målsætningen. Men det er helt evident, at Danmark må nærme sig,” siger han til Ritzau.
Hos Socialdemokraterne – der er en del af det forsvarsforlig, som løber frem til 2017 – er man ikke umiddelbart klar til at sende flere penge i dén retning:
”Vi har et forsvarsforlig med et bredt flertal af partier, og det står Socialdemokraterne bestemt bag. Det må nu være op til regeringen at komme med et udspil om, hvad det er, der i givet fald så skal bruges færre penge på. Mit udgangspunkt er, at vi rent faktisk bruger 1,2 pct. af vores BNP på forsvarsudgifter, og det kan vi godt være bekendt. Vi står ikke og råber på flere penge til forsvaret her og nu.”
DF's Marie Krarup afviser Socialdemokraternes kritik.
”Vi har jo serveret et valgoplæg, hvor vi i første omgang finder en ekstra milliard til forsvarsbudgettet. Det er ved at spare penge på udlændinge- og asylområdet og på ulandsbistanden.”
Men der er langt derfra og op til 15 mia.?
”Det er ikke 15 mia. nu og her – det er klart, at det ikke kan lade sig gøre. Men det er det på langt sigt.”
Og de 15 mia. ville så skulle findes år efter år?
”Ja, men det vil være en proces. Det vil tage længere tid, og der kan tingene se anderledes ud. Så det kan vi ikke sidde og finde lige nu. I første omgang er det én ekstra milliard på forsvarsbudgettet.”
Så hvor lang tid mener du, at det vil tage at nå op på de to pct.?
”Det har jeg ikke nogen klar forestilling om. Det kommer an på den politiske virkelighed, og hvad der sker ude i verden. Men det er vores ønske og mål, og vi vil arbejde for at der kommer flere midler til forsvaret. Men jeg kan ikke sige, om det bliver i 2017, 2020 eller 2025.”
Men du tænker inden for en tidshorisont på ti år, og ikke eksempelvis i løbet af 50 år?
”Jeg så det jo helst effektueret i morgen. Men det kan jo selvfølgelig ikke lade sig gøre. Sikkert heller ikke indenfor en femårig periode. Men det er en politisk målsætning vi har, og vi må tage det step-by-step. Men jeg kan jo ikke sige nu, hvordan man skal tage 15 milliarder ud af statsbudgettet. Det kan jo ikke lade sig gøre.”