Fortsæt til indhold
Politik

Venstre-folk langer ud efter Støjberg: Du sparker til verdens flygtninge

Integrationsminister Inger Støjberg (V) får intern kritik for sin planlagte asylkampagne i udlandet.

Martin Johansen | Thomas Vibjerg

Det er under al kritik, når integrationsminister Inger Støjberg (V) vil til at indrykke annoncer i udenlandske aviser for at holde flygtninge fra Danmarks grænser.

Sådan lyder det fra en række Venstre-folk, hvoraf flere dog ikke ønsker at stå frem med navn.

»Jeg er meget, meget skuffet. Det er en frastødende måde at handle på. Vi er i gang med at bygge en mur op omkring os selv og sparker til de flygtninge, der prøver at komme ind,« siger Michael Gatten (V), der er medlem af borgerrepræsentationen i Københavns Kommune.

Tidligere i denne uge kunne Jyllands-Posten fortælle om menneskesmuglere, der har hjulpet flygtninge med at sammenligne vilkår i forskellige EU-lande – herunder Danmark. Men derfra kan man ikke slutte, at annoncer i internationale medier om danske udlændingestramninger vil få flygtninge til at fravælge Danmark, mener Jens Rohde (V), medlem af Europa-Parlamentet.

»Det er symbolpolitik,« siger han, der mener, at regeringen burde gå andre veje, hvis den reelt var interesseret i at løse asylproblemerne i Europa.

»Spørgsmålet er, om man ønsker at løse problemerne, eller om man ønsker at leve politisk af dem. Man kunne godt ønske sig, at vores minister – inden hun sætter en masse ting i søen og stiller sig op på tv og slår sig på brystet og viser, hvor stærk hun er – tog på feltstudier og rent faktisk så på forholdene i Syrien, Libyen, Grækenland og flygtningelejrene,« siger Rohde.

Med annoncekampagnen tegner regeringen et billede af Danmark som »et fremmedfjendsk land«, mener Inge Dorte Mandrup, lokalformand for Venstre i Norddjurs Kommune.

Læs også

»Man sparker nedad. Og man rammer de forkerte,« siger hun.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Inger Støjberg.

Venstres integrationsordfører, Marcus Knuth, siger:

»Venstres politik på dette område kommer ikke til at rykke sig en millimeter.«