Dronningen siger ja - Løkke kan danne regering
Løkkes nye regering ventes at blive præsenteret søndag kl. 10 på Amalienborg, meddeler hoffet.
Formalia skal være på plads, når landet skal have ny ledelse. Og formalia er, at hendes majestæt dronning Margrethe formelt skal godkende den nye regering.
Det er nu sket.
Lørdag har Venstres formand Lars Løkke Rasmussen orienteret dronningen om, at han kan danne en smal Venstre-regering, som støttes af et flertal i Folketinget. Derefter har fungerende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) rådet dronningen til at lade Løkke danne regering. Og det har hendes majestæt nu gjort, oplyser Kongehuset.
Hoffet forventer, at Lars Løkkes nye regering møder op til præsentation på Amalienborg søndag kl. 10.00. En time senere møder Thornings afgående regering op for at takke af.
Efter forhandlinger fredag aften meddelte Løkke, at han havde opgivet at få andre partier med i sin regering. Dermed kommer det ministerhold, som han officielt vil præsentere i morgen, sandsynligvis udelukkende til at bestå af Venstre-folk - med mindre Løkke henter folk ind udefra, som det for eksempel var tilfældet, da Lykke Friis blev udnævnt til klima- og energiminister i 2009.
Det vides endnu ikke, hvor mange ministre Løkke vil udnævne.
Men under alle omstændigheder bliver hans etpartiregering den smalleste af sin slags siden statsminister Poul Hartlings (V) regering efter jordskredsvalget i 1973. Hartlings regering havde kun 22 mandater bag sig, bestod kun af 12 ministre holdt kun i 14 måneder, før Hartling udskrev nyvalg, hvorefter Socialdemokraternes Anker Jørgensen blev statsminister.
Der er dog masser af eksempler på etpartiregeringer i Danmark. For eksempel har statsministre som Anker Jørgensen (S), Jens Otto Krag (S) og Knud Kristensen (V) alle stået i spidsen for regeringer, hvor samtlige ministre var hentet fra egne rækker.
Ved folketingsvalget torsdag i sidste uge tabte Venstre 13 mandater og blev overhalet af Dansk Folkeparti, som nu er Folketingets næststørste parti.