Nøglerne er tilbage i lommen på Lars Løkke Rasmussen
Centrale venstrefolk taler positivt om Dansk Folkeparti i regering.
Fire års ekstrem tur i rutsjebanen kulminerede i jubelscener, da Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, vandt nøglerne til Statsministeriet tilbage.
»De sidste år har været benhårde for Venstre, men vi er kommet igennem, fordi vi har fastholdt Lars Løkke Rasmussen som formand. Så har der været fuld opbakning gennem valgkampen. Og så ser det ud til, at de vælgere, der har været utilfredse med Venstre, har valgt at blive i blå blok. Det er en tillid, vi skal vise os værdige til, og det kommer vi også til,« sagde udenrigsordfører Søren Pind (V).
»Vi har bare gjort det samme som Socialdemokraterne. Vi har talt om Venstres politik gennem hele valgkampen,« lød det med gigantsmil fra politisk ordfører Inger Støjberg.
For Lars Løkke har valget ikke bare handlet om at vinde magten. Det har også handlet om at vinde sit eget politiske mandat til at regere i forhold til sidste gang, da han overtog statsministeriet fra Anders Fogh Rasmussen (V) uden valg.
Løkke har undervejs sagt, at han ikke vil være statsminister for enhver pris, og han har udstukket retningslinjer og lovet, at han ikke kommer til at gå den modsatte vej. Det gælder blandt andet hans ord om, at det skal være mere attraktivt at arbejde, skatten skal sænkes i bunden, og væksten i de offentlige udgifter skal bremses.
Det er grundpillerne under det spil, der nu åbner om den kommende borgerlige regering. For nok har Venstrefolk op til valget talt om, at regeringsgrundlaget er så godt som skrevet og ligger klar i Løkkes skuffe. Men sammensætningen er endnu et åbent spørgsmål.
Løkke II kan blive en ren Venstre-regering, den kan – hvis Det Konservative Folkeparti beslutter sig for at gå med – blive en VK-regering. Eller den kan blive den første i historien med deltagelse af Dansk Folkeparti og/eller Liberal Alliance, der har erklæret sig henholdsvis skeptisk og positiv i forhold til deltagelse.
Venstres tidligere finansminister og partistrateg Claus Hjort Frederiksen erklærer sig særdeles positiv overfor at få Dansk Folkeparti med i regering.
»Jeg er stor tilhænger af, at Dansk Folkeparti kommer med i regeringen. De har påtaget sig et ansvar tidligere, hvor det har været nødvendigt, men ikke lige populært, da vi f.eks. skulle reformere dagpenge for at genoprette dansk økonomi. Så for mig at se er de meget regeringsduelige,« siger Hjort.
En anden af Venstres centrale kræfter, der nu selv formentlig bliver medlem af Folketinget, tidligere formand for Region Syd Carl Holst, vurderer forsigtigt, at det kan være en fordel for Venstre at få Dansk Folkeparti med i den nye regering:
»Der kan være store fordele ved at have det største parti i blå blok med i regeringen. Og jeg er ret sikker på, at det er Dansk Folkepartis egen holdning til spørgsmålet, der bliver toneangivende i forhold til, hvad det ender med,« sagde han.
Uanset konstellationen er Venstre-toppens tilgang den, at det – uanset sammensætning – ikke skal trække ud i alt for lang tid med at få dannet en regering, som det skete efter valget i 2011.
Desuden har Løkke varslet, at Folketinget bliver hasteindkaldt, når der er dannet ny regering, for at stramme asylreglerne.
Med sejren indskriver Løkke sig i historiebøgerne som den første Venstre-formand, der generobrer Statsministeriet efter at have tabt det.
Det store minus er til gengæld dem, der ikke kom med i mål. Venstre må sige farvel til en lang række mandater. Men under valgfesten blev den bekymring overskygget af sejrsrusen.
»Regeringsmagten er det, som alle har arbejdet frem mod. Det er klart, at den enkelte kandidat gerne vil vælges, men for partiet handler det om at genvinde nøglerne. Og det er det, Lars bliver målt på,« sagde EU-parlamentariker Ulla Tørnæs.
Hun var selv blandt de mest skuffede for et år siden, da Venstre tabte valget til Europa-Parlamentet og smed et mandat. Den aften satte Løkke sit formandskab på spil, da han ankom til Landstingssalen og holdt valgperiodens mest intense tale.
Torsdag aften skulle han tale igen – denne gang som vinder.