Johanne Schmidt-Nielsen: Vælgerne har valgt originalen
Og næste gang må venstrefløjspartierne gå til valg på rød politik, hvis de vil vinde regeringsmagten, lød det på Søpavillionen.
Selvom Enhedslisten med 14 mandater har fået et bemærkelsesværdigt godt valg, var det ikke en meget optimistisk politisk ordfører, der trådte på scenen til partiets valgfest på Søpavillionen efter valget.
For med langt størstedelen af stemmerne optalt, står det efterhånden klart, at statsministerposten går til Lars Løkke Rasmussen (V).
»Jeg er meget bekymret for, at det nu er Lars Løkke (V), Anders Samuelsen (LA) og Thulesen Dahl (DF), som skal bestemme retningen i det her samfund. For mig at se har vælgerne sendt et meget tydeligt signal til Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon; til den socialdemokratiske top,« sagde Johanne Schmidt-Nielsen.
Og selvom Socialdemokraterne med 47 mandater også har opnået et godt valgresultat, er de mange flere stemmer til blå blok alligevel et udtryk for, at Socialdemokraterne ikke har gjort det godt nok, mener hun.
»Deres politik er blevet fravalgt og ikke mindst på grund af alliancen med De Radikale. Der er rigtigt mange mennesker, som ikke har kunnet se forskel på rød og blå blok. Man har gjort det sværere at blive ramt af sygdom og at miste arbejde. Man har fejlet i forhold til at få løst det åbenlyse dagpengeproblem: selvfølgelig er det ikke godt nok,« sagde Johanne Schmidt-Nielsen.
Regeringens politik har simpelthen været for blå, konkluderer hun.
»Og så er det måske ikke så underligt, at man har i stedet har taget originalen frem for kopien. Jeg håber, der i de kommende uger og måneder vil blive tænkt rigtig grundigt over det, der er sket, og at de andre partier på venstrefløjen næste gang tør gå til valg med en rød politik, hvor vi vælger fællesskabet, og hvor vi vælger solidariteten,« afsluttede Johanne Schmidt-Nielsen sin tale.