Dansk Flygtningehjælp ser positive elementer i S-udspil
Det er en god prioritering at få flere flygtninge i arbejde og under uddannelse, mener Dansk Flygtningehjælp.
Dansk Flygtningehjælps generalsekretær, Andreas Kamm, ser positive elementer i det udlændingeudspil, som Socialdemokraterne præsenterede torsdag.
- Vi hæfter os ved flere positive ting. Det er fornuftigt at fokusere på at flygtninge skal i arbejde og under uddannelse. Det er svært at være uenig i, siger han.
Et af Socialdemokraternes forslag er blandet andet, at alle flygtninge skal erklæres jobparate, selvom de ikke har lært dansk endnu.
De vil også undersøge muligheden for at bruge en del af udviklingsbistanden til at sikre flere hjemsendelser af afviste asylansøgere. Det ærgrer Dansk Flygtningehjælps generalsekretær, som gerne så tingene holdt adskilt.
- Vi er kede af, at nationale udgifter kobles sammen med udviklingsbistanden ude i verden. Man fjerner ressourcer fra det internationale arbejde ved at bruge udgifterne i Danmark, og det er en uheldig kobling, men sådan er det jo desværre, siger Andreas Kamm.