Ida Auken bombarderet med modbydelige beskeder om omskæring
Den radikale politiker uddyber sin holdning om omskæring af drengebørn og håber på en mere sober debat.
Det radikale folketingsmedlem Ida Auken skabte mandag røre, da hun i et skriftligt svar til læge Morten Frisch forklarede, at hun ikke går ind for at forbyde omskæring af drengebørn.
Efter at være blevet bombarderet med spørgsmål fra journalister og henvendelser af ganske grov karakter fra borgere har Ida Auken nu uddybet sin holdning i et Facebook-opslag.
"Jeg går ind for frihed og forskellighed. Derfor går jeg også ind for retten til religiøs og kulturel frihed. Der er simpelthen ting, staten ikke skal blande sig i," indleder Ida Auken sin forklaring.
Den radikale politiker ønskede ellers tidligere på ugen ikke at uddybe sin holdning til omskæring over for Jyllands-Posten. I stedet henviste hun til De Radikales ordfører på området.
Men Ida Auken har valgt alligevel at forklare sig, ikke mindst fordi hun har oplevet, at debatten om omskæring bunder i et "stort had til jøder og muslimer", og som fører til ubehagelige konflikter og ubehageligt sprogbrug.
Med til opslaget, og for at illustrere debattens tone, har Ida Auken vedhæftet en af de mindre høflige henvendelser, hun har fået.
"Med din syge holdning til omskæring håber jeg, der kommer en og dolker dig i skridtet, klamme kost", står der i henvendelsen, hvis afsender Ida Auken har valgt at anonymisere.
Det er den slags beskeder, politikeren håber at kunne minimere ved at nuancere sin holdning. For godt nok støtter hun ikke et forbud for omskæring, men emnet er ikke så sort/hvidt, som nogle gerne vil gøre det til, mener hun.
"Det betyder ikke, at jeg går ind for omskæring. Det betyder, at jeg går ind for frihed. Jeg ønsker heller ikke, at staten skal forbyde, at folk ryger i deres hjem selvom der er børn og dette beviseligt er sundhedsskadeligt. Det betyder ikke at jeg går ind for passiv rygning. Jeg går ind for familiers frihed," skriver Ida Auken og uddyber med, at der er forskel på omskæring af drenge og piger, fordi der er forskel på indgrebets omfang.
WHO anslår, at omkring 30 pct. af jordens mandlige befolkning er omskåret. Omskæring er hyppigst forekommende blandt muslimer, men spædbørn bliver også omskåret af kulturelle årsager. Det er bl.a. tilfældet i USA, hvor en stor del af den mandlige befolkning er omskåret, mens praksissen ikke er så udbredt i Europa.
Ida Auken håber nu, at resten af debatten om omskæring af drenge vil foregå på et mere sobert niveau.
"Jeg håber, at I vil tage diskussionen på en ordentlig måde med argumenter, ikke med had. Jeg er altid villig til at lade mig rykke af gode argumenter," skriver hun.