Fortsæt til indhold
Politik

Forsker: Havnetunnel i København er en dyr og dårlig ide

Venstre har bragt en havnetunnel i København ind i valgkampen, men milliardprojektet er en dårlig ide, siger trafikforsker.

Politikerne på Christiansborg og Københavns Rådhus bør erkende, at en havnetunnel under København til mellem 17 og 21 mia. kr. er en dårlig og alt for dyr investering.

Sådan lyder budskabet fra trafikforsker Per Homann Jespersen fra Roskilde Universitet (RUC) efter, at Venstre har trukket havnetunnelen ind i valgkampen.

»Det er vores klare målsætning at etablere en havnetunnel, som kan lede trafikken uden om København, så man får et alternativ til at holde i kø i indre by og bruge Bredgade og Kongens Nytorv som en ringvej,« sagde folketingskandidat Martin Geertsen (V) mandag til Berlingske.

Hvis blå blok vinder næste uges valg, skal en såkaldt forprojektering af anlægsprojektet skrives ind i regeringsgrundlaget, varslede Geertsen, der sidder i Folketingets transportudvalg.

Ifølge Per Homann Jespersen er en havnetunnel i princippet en god ide, fordi det kan fjerne trafik fra bymidten og ringvejen, som går over Kongens Nytorv, men projektet vil skabe store afledte trafikale problemer andre steder.

»Når det kommer til stykket, er projektet frygteligt dyrt. Samtidig har havnetunnelen uønskede effekter i bl.a. Gentofte, hvor der med ekstra vejbaner fra tunnelen vil blive kaos omkring Lyngby-motorvejen, så folk vil søge alternative veje. Det vil også give problemer på Amager Strandvej, fordi folk bl.a. vil bruge tunnelen til at komme hurtigere i lufthavnen,« siger Homann Jespersen, der var medlem af Trængselskommissionen, som i 2013 kom med anbefalinger til at mindske trafikken i hovedstaden.

En havnetunnel var ikke blandt anbefalingerne.

Venstre vil bl.a. finansiere havnetunnellen med brugerbetaling. En analyse har vist, at en brugerbetaling på 20 kr. for personbiler og 80 kr. for lastbiler kan reducere regningen for byggeriet til otte mia. kr. En gevinst ved en tunnel vil bl.a. være, at der dagligt vil køre 23.000 færre biler over Langebro.

V-planen får støtte af Københavns overborgmester Frank Jensen (S), mens teknik- og miljøborgmester i København, Morten Kabell (EL) er imod. Trafikminister Magnus Heunicke (S) er positiv, men vil ikke udstede løfter.

Forundersøgelsen af havnetunnel-projektet, som hovedstaden har diskuteret i to årtier, ventes i første omgang at koste mellem 30 og 40 mio. kr.