Fortsæt til indhold
Politik

DF fremlægger økonomisk plan: 64 milliarder til velfærd på fem år

For første gang i partiets historie præsenterer Dansk Folkeparti en langsigtet økonomisk plan. Socialdemokraterne mener, at partiet "må holde sig inden for regnearkets logik".

Velfærdsydelser som sundhedsvæsenet og ældreområdet samt offentlige instanser som forsvaret kan se frem til en check på 63,9 milliarder kroner frem mod 2020.

Det er meldingen fra Dansk Folkeparti i et nyt udspil, der samtidig er partiets første langsigtede økonomiske plan nogensinde. Partiet vil øremærke de næsten 64 milliarder kroner til den offentlige sektor over de næste fem år, ifølge DR Nyheder. Det er 25 milliarder kroner mere end det, regeringspartierne Socialdemokraterne og De Radikale har præsenteret i et udspil for få uger siden.

25 af milliarderne i Dansk Folkepartis plan skal gives til sundheds- og ældreområdet, mens børne- og ungeområdet står til 10 milliarder kroner. Dernæst følger henholdsvis fire og tre milliarder kroner til socialområdet og forsvaret.

Derudover er 12,9 milliarder kroner sat af til områder, der bliver fastsat senere.

En mere detaljeret plan for, hvordan pengene skal fordeles, vil følge i takt med, at spørgsmålene dukker op i debatten, og det bliver klart, hvor velfærdssamfundet har de største mangler, siger partileder Kristian Thulesen Dahl til DR.

"Det er en åbenhjertig fortælling til danskerne om, hvordan man kan forbedre velfærdssamfundet. Og hvordan man kan finde pengene til det frem til 2020," udtaler han.

Dansk Folkeparti vil bl.a. øge udgifterne til den offentlige sektor, droppe kommende selskabsskattelettelser og skære i ulandsbistanden for at skaffe de mange milliarder kroner.

Lovningen på 63,9 milliarder kroner er højere end det, Socialdemokraterne og De Radikale præsenterede i et udspil i sidste måned. Ifølge regeringspartierne skal velfærdssamfundet tilføres 39 milliarder kroner frem mod 2020.

Henrik Sass Larsen fra Socialdemokraterne mener, at Dansk Folkeparti kun har penge "til en fjerdedel af det, partiet tidligere har lovet". Han mener, at udspillet giver mulighed for at holde Dansk Folkeparti op på de mange løfter, partiet ifølge Socialdemokraterne giver til vælgerne uden at have økonomien på plads.

"Udspillet betyder dog, at Dansk Folkeparti ikke længere kan løbe rundt og love en masse til vælgerne. Nu skal de holde sig inden for regnearkets logik, fordi pengene skal passe," siger erhvervs- og vækstministeren til DR.