Fortsæt til indhold
Politik

Ny måling: Dansk Folkeparti og Venstre lige store

Dansk Folkepartis fremgang fortsætter. For første gang måler Wilke partiet til at være større end Venstre. Samtidig er der dødt løb mellem blokkene.

Kristian Thulesen Dahls første valgkamp som partileder ser ud til kun at gå én vej for Dansk Folkeparti.

Først mente iagttagere, at han stod stærkest efter valgkampens første to partilederrunder på henholdsvis DR og TV 2. Og nu viser en ny meningsmåling, foretaget af instituttet Wilke for Jyllands-Posten for første gang, at Dansk Folkeparti har overhalet det tidligere regeringsparti Venstre.

Ifølge målingen vil 20,2 procent af vælgerne således stemme på Dansk Folkeparti – svarende til 36 mandater. Til sammenligning vil 19,3 procent sætte krydset ved Venstre, hvilket vil give partiet 34 mandater. Afstanden mellem de to partier er dog inden for den statistiske usikkerhed.

Til gengæld står det klart, at spændet mellem Venstre og Dansk Folkeparti er skrumpet gevaldigt siden valget i 2011, hvor valgresultatet viste 14,4 procentpoints forskel på de to partier. Her fik Venstre med Lars Løkke Rasmussen i spidsen 26,7 procent – og Dansk Folkeparti fik 12,3 procent.

Da Kristian Thulesen Dahl i september 2012 blev formand for Dansk Folkeparti, gik spekulationerne på, hvorvidt "talknuseren" kunne udfylde rollen efter karismatikeren Pia Kjærsgaard, men allerede efter hans første folketingsår som formand for DF, stod partiet bedre i meningsmålingerne end under Kjærsgaard. Og nu står Thulesen Dahl da også til at kunne blive en af de helt store stemmeslugere ved valget.

Alle meningsmålinger tyder på, at det går meget fint for Dansk Folkeparti ved dette valg.
Peter Skaarup, Dansk Folkeparti

Ved Europa-Parlamentsvalget sidste år blev Dansk Folkeparti landets største, og partiet må på den måde siges at have været i stand til at vokse over en længere periode. Alligevel skal enkeltmålinger naturligvis altid tages med forbehold, og medstifter af Dansk Folkeparti, Peter Skaaup, fremhæver da også, at dagens Wilke-måling er udtryk for et "øjebliksbillede".

”Det ville selvfølgelig være forkert af mig at sige, at vi ikke ser på de meningsmålinger, fordi vi ser nok næsten alle dem, der kommer i øjeblikket. Men man så sige, at de viser et meget broget billede,” siger Peter Skaarup.

Han medgiver dog, at partiet har medvind – særligt under disse dages valgkampagner rundt om i landet.

”Alle meningsmålinger tyder på, at det går meget fint for Dansk Folkeparti ved dette valg. Der er rigtig mange, der siger, at de har stemt på et andet parti tidligere, men at de vil stemme på os denne gang. Det er jo super godt. Det tyder på, at vi er lykkedes med at få vores budskaber ud,” siger Peter Skaarup.

I tråd med tidligere udtalelser afholder han sig dog fra at tage stilling til, hvad det vil betyde for landskabet i dansk politik, hvis DF opnår et valgresultat, som kommer til at ligne dagens måling.

”Ministertaburetter er underordnet for os. Det vigtigste er, at vi kan komme igennem med vores vigtigste budskaber – for eksempel grænsekontrol, som er et vigtigt tema for os i valgkampen,” siger Skaarup.

Øjebliksbillede eller ej, det står klart, at kampen om statsministerposten bliver umådelig tæt. Blå blok står nu til 88 mandater og rød blok til 87 mandater. Medregner man de nordatlantiske mandater vil det sandsynligvis blive 89 mandater til blå blok og 90 til rød blok. Altså endnu en regeringsperiode til Helle Thorning-Schmidt (S).

Dagens måling er da også positiv læsning for Thorning. Her står Socialdemokraterne til at få 23,5 procent af stemmerne – og dermed blive landets største ved valget den 18. juni.

Partiernes tilslutning siden sidste valg:

Blokkenes tilslutning siden sidste valg:

Om Wilke-målingens usikkerhed:

Den statistiske usikkerhed i denne måling er størst for de store partier og mindre for de små. I dagens måling varierer usikkerheden imellem +/-0,58 procentpoint og +/-2,60 procentpoint.

Under valgkampen forsyner Wilke hver dag Jyllands-Posten med en meningsmåling. Målingerne er løbende, hvilket vil sige, at de foretages over tre dage, hvor der hver dag udskiftes ca. 330 af de godt 1.000 respondenter.

Det betyder, at der er større usikkerhed ved at sammenligne dagens måling med gårsdagens. For at få et mere troværdigt sammenligningsgrundlag skal man i stedet se mere end tre dage tilbage. Interviewene til denne måling er gennemført i perioden 3.-5. juni.

Målingen er baseret på i alt 1.024 interview heraf 792 over nettet og 232 over telefon med et repræsentativt udsnit af vælgere.