Økonomer: Alternativets politik vil gøre Danmark fattigere
Der vil blive græske tilstande i Danmark, hvis Alternativets politik bliver til virkelighed, forudser en professor.
Hvis Helle Thorning-Schmidt (S), der går til valg på øget velfærd, skal fortsætte som statsminister, bliver hun ifølge meningsmålingerne afhængig af et parti, hvis politik vil udhule velfærden og medføre græske tilstande.
Sådan lyder det fra økonomer, som har gennemgået Alternativets valgprogram.
Alternativet går bl.a. til valg på at sænke arbejdstiden fra 37 til 30 timer, sænke momsen på økologiske varer, øge støtten til solceller og fjerne kontrolforanstaltningerne ved kontanthjælp.
»Det er 10 gange mere interessant, at livskvaliteten stiger, end at vi får økonomisk vækst«
»Med partiets forslag vil der være behov for markante nedskæringer i den offentlige sektor. Man skal til Grækenland for at finde noget, der ligner,« siger Bo Sandemann Rasmussen, professor i økonomi, på Aarhus Universitet.
Jan Rose Skaksen, forskningschef for Rockwool Fondens Forskningsenhed og tidligere økonomisk vismand, er »ikke i tvivl om, at Danmark vil blive et fattigere land, hvis man gennemfører partiets forslag«.
»Alene hvis danskerne skal arbejde 30 timer frem for 37 timer, vil skatteindtægterne gå så meget ned, at man skal skære, hvad der svarer til mellem halvdelen og tre fjerdedele af sundhedsvæsenet væk,« siger Jan Rose Skaksen.
Også tænketanken Kraka tænder advarselslamperne.
»Der er masser af forslag i valgprogrammet, som koster virkelig mange penge, og kun få forslag, som trækker den anden vej. Som borger skal man gøre sig klart, at partiets politik vil forandre samfundet. Den enkelte dansker vil blive fattigere, og velfærden vil blive markant forringet,« siger Kristian Thor Jakobsen, forskningschef i Kraka.
Alternativets politiske leder, Uffe Elbæk, vil gerne diskutere realismen i sit projekt med økonomerne.
»Men vi er nødt til at forholde os til, hvordan vi udvikler en ny økonomisk model, der tager højde for, at vi ikke kan bruge flere af Jordens knappe ressourcer, end Jorden er i stand til at gendanne,« siger han.