Kurshop kan blive en bombe under milliardkøb af nye panserkøretøjer
Danmarks beslutning om at købe nye pansrede mandskabsvogne i Schweiz for 3-5 mia. kr. risikerer at løbe løbsk – fordi kursen på schweizerfrancen siden er steget voldsomt. Venstre frygter ekstra udgifter på et trecifret millionbeløb.
Der er opstået alvorlig tvivl om prisen på et af de største indkøb til forsvaret i mange år, de pansrede mandskabsvogne til en værdi af 3-5 mia. kr., som Danmark har besluttet at købe i Schweiz.
Venstre og Dansk Folkeparti føler sig ført bag lyset af Forsvarsministeriet, fordi den pris, Danmark skal betale for kampvognene i Schweiz, ser ud til at blive en helt anden end den, partierne bag forsvarsforliget blev præsenteret for, da man den 30. april besluttede at købe de schweiziske Piranha 5 kampvogne.
Problemet er, at kursen på schweizerfranc, siden tilbuddet blev afgivet den 5. december 2014, er steget med 16,6 pct. – og at kursen ikke er frosset fast. Derfor kan konsekvensen blive en merpris på 500-800 mio. kr., eller at forsvaret får betydeligt færre nye kampvogne end planlagt. En tredje mulighed er, at milliardudbuddet må gå helt om, mener Venstre.
Forsvarsordfører Troels Lund Poulsen fra Venstre betegner sagen som en »skandale af usete dimensioner«.
»Man må som et minimum forvente, at i de tilbud, som bliver afgivet, sikrer forsvaret, at tilbuddet og prisen står ved magt, uanset om valutakursen stiger eller ej. Alt andet er jo total amatørisme. Ellers kan prisen jo svinge med milliarder af kroner i store offentlige udbudsrunder,« siger Troels Lund Poulsen.
Kritikken fra Venstre skyldes bl.a., at Forsvarsministeriet fredag oplyste, at man ikke har kurssikret købet. Det er ifølge Venstre »dybt alvorligt«.
»Jeg føler mig totalt misinformeret, og jeg mener, at dette er en meget, meget alvorlig sag for forsvarsministeren, som der øjeblikkeligt skal gives en forklaring på. Han har ført forligskredsen bag lyset. Af samme grund har jeg stillet en række spørgsmål til ministeren,« siger Troels Lund Poulsen.
Forsvarsminister Nicolai Wammen (S) maner til ro:
»Der er da vist gået valgkamp i indkøbet fra Venstres og Enhedslistens side. Sagen er, at forligskredsen først til efteråret skal bestemme sig for, hvor mange pansrede mandskabsvogne, Danmark skal købe, og der er derfor i sagens natur ikke indgået en kontrakt endnu. Jeg vil derfor opfordre oppositionen til at slå koldt vand i blodet. Så tager vi saglige beslutninger, når valgrumlen har lagt sig, og vi alle er tilbage i arbejdstøjet,« siger Nicolai Wammen, der i øvrigt henviser til et officielt svar fra Forsvarsministeriet.
Svaret fra ministeriet lyder således:
»Tilbuddet er givet i schweizerfranc. Kurssikring forudsætter, at der er indgået en kontrakt. Da det endnu ikke besluttet, hvor mange nye pansrede mandskabsvogne, der skal anskaffes, er der selvsagt ikke indgået en kontrakt endnu. Der vil i øvrigt formentlig være tale om et flerårigt betalingsafløb. Det kan derfor ikke opgøres, hvordan kursen på schweizerfranc vil påvirke den samlede anskaffelsespris. Budprisen på køretøjerne er kommercielt fortrolig, hvorfor denne ikke kan oplyses.«