Færre end hver 10. flygtning er klar til et job
Politikerne vil have flygtninge og familiesammenførte til at arbejde mere for ydelsen, men kun en brøkdel af dem er jobparate og dermed omfattet af regeringens minimumskrav om 10 timers arbejde.
Både rød og blå blok vil have flygtningene til at arbejde mere for pengene, men kun en lille del af dem er af kommunernes socialrådgivere vurderet til at være i stand til at varetage et job.
Det viser de seneste tal fra Beskæftigelsesministeriets database, jobindsats.dk.
Af de 9.132 personer, der er på kontanthjælp og i gang med det treårige integrationsprogram i kommunerne, er 246 personer – 3 pct. – kategoriseret som jobparate. Blandt de resterende er langt den største gruppe – 88 pct. – såkaldt aktivitetsparate, hvilket vil sige, at de har andre problemer end arbejdsløshed, f.eks. lider en del af posttraumatisk stress, PTSD. Endelig er der 814 personer – 9 pct. – hvis status er uoplyst.
I sidste uge fremlagde regeringen sit lovforslag på integrationsområdet med et minimumskrav om, at flygtninge og familiesammenførte skal arbejde 10 timer om ugen i f.eks. virksomhedspraktik. Venstre kaldte det uambitiøst og krævede en 37 timers arbejdsuge til flygtningene.
Socialrådgivernes formand, Majbrit Berlau, mener, at politikerne skaber et urealistisk billede af, hvor mange flygtninge der her og nu kan sættes i sving, og hvor mange timer de kan klare.
»Det er en politisk varm kartoffel, og den vil politikerne gerne fjerne med et snuptag, men sådan er virkeligheden ikke. Vi taler i mange tilfælde om mennesker, der er dybt traumatiserede,« siger Majbrit Berlau.
Venstres integrationsordfører, Martin Geertsen, vil have undersøgt, hvorfor socialrådgiverne vurderer så få som jobparate:
»Man bliver i mit hoved ikke mindre traumatiseret af, at man bare går rundt på fuld kontanthjælp, uden at der bliver stillet nogen krav til én.«
Regeringens minimumskrav på 10 timer om ugen gælder kun de jobparate, men beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S) peger på, at alle flygtninge skal have et såkaldt virksomhedsrettet tilbud.