Fortsæt til indhold
Politik

Afviste asylansøgere får igen præmie for at rejse ud af landet

En check skal motivere asylansøgere til at rejse hjem.

Martin Johansen

Så er der igen en kontant præmie til afviste asylansøgere, der frivilligt forlader Danmark.

Et flertal i Folketingets finansudvalg har netop godkendt, at voksne får 20.000 kr. for at rejse tilbage til hjemlandet. Derudover støttes der med 10.000 kr. pr. barn.

Dermed genindfører regeringen en midlertidig ordning, der løb i godt ét år frem til udgangen af 2013.

Socialdemokraternes udlændingeordfører, Ole Hækkerup, mener, at det er relevant at betale penge til personer, der ikke har ret til at være i Danmark.

»For det første kan der være nogle omkostninger ved at etablere sig i hjemlandet. Og for det andet er det kun godt, hvis en mindre økonomisk gevinst kan få flere til at efterkomme myndighedernes afgørelse om afslag på asyl og opholdstilladelse i Danmark,« siger Ole Hækkerup.

300 fik check og rejste

I 2012-2013 var der ifølge et aktstykke fra Justitsministeriet ca. 300 personer, der benyttede sig af den midlertidige støtteordning, som også dengang indebar et kontant beløb på op til 20.000 kr. pr. voksen og 10.000 kr. pr. barn.

Udlændingestyrelsen peger på, at der er blevet gennemført frivillige udrejser til lande, som Danmark ellers har haft vanskeligt ved at udsende afviste asylansøgere til, herunder bl.a. Afghanistan, Somalia, Irak, Iran, Uganda og Bangladesh.

Desuden har relativt mange familier, som det erfaringsmæssigt er svært at udsende, deltaget i ordningen. Det gælder også en række personer, der trods afslag på asyl har boet på centrene i årevis.

Regeringen skønner, at op mod 1.000 personer denne gang vil benytte sig af tilbuddet om et kontant beløb mod at rejse ud af landet.

»Det, mener jeg, er udmærket at lægge til grund, men det er klart, at der er en stor usikkerhed. Det med, hvordan folk opfører sig, afhænger meget af, hvilke lande de kommer fra,« siger Ole Hækkerup.

Støtteordningen følger af en aftale fra 2012 mellem regeringen, Enhedslisten og Liberal Alliance om ”øget fokus på udrejse og nye muligheder for asylansøgere”. Aftalen indebærer bl.a. også et særligt tilbud om personlig rådgivning om hjemrejse.

DF: »bedre end ingenting«

Der er bred opbakning til præmieordningen, bl.a. fra Dansk Folkeparti, der stemte for i finansudvalget. Udlændingeordfører Martin Henriksen siger, at det er »bedre end ingenting«.

»Vi vil hellere stramme generelt op på asylpolitikken, men det kan vi ikke få regeringen med på. Hvis det er noget, som kan være medvirkende til, at folk, der ikke har noget at gøre her, bliver sendt tilbage, så støtter vi,« siger Martin Henriksen.

Ud over det direkte støttebeløb er der også udgifter til flybilletter, sagsbehandling og op til 10.000 kr. pr. voksen til indkøb af erhvervsudstyr. Det giver en gennemsnitspris på 40.000 kr. pr. person, svarende til en samlet udgift på op mod 40 mio. kr.

Men det opvejes ifølge regeringen til fulde af, at man samtidig sparer penge på indkvartering og forplejning til de afviste asylansøgere.

Tilbuddet om økonomisk støtte gælder dog ikke for alle.

Bl.a. er personer på tålt ophold og fra lande, hvor sagerne behandles efter ”åbenbart grundløs-proceduren”, f.eks. Serbien og Kosovo, udelukket fra at deltage.