Fortsæt til indhold
Politik

Partiledere: Fin antiterrorpakke, men den er ikke stor nok

Konservative, Venstre, DF og SF kritiserer antiterrorpakke til 1 mia. kr. for ikke at være vidtgående nok.

”Det er ikke det fulde svar på det, vi står midt i.”

Sådan lød det i daq fra Venstres formand Lars Løkke Rasmussen efter morgenens møde mellem regeringen og Folketingets partier om den aktuelle terrortrussel.

Her blev partierne orienteret om den antiterror-pakke på 12 punkter og til en samlet omkostning på 1 mia. kr., som regeringen fremlægger i dag kl. 12.30 i Statsministeriet.

Venstres formand understregede den aktuelle borgfred på Christiansborg med en bemærkning om, at regeringens initiativ er ”et svar på terrorhandlingerne i Paris,” og at der ikke er noget i antiterrorpakken, ”vi (Venstre, red.) ikke kan se os selv i.”

SF: Ikke vidtgående nok

SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, finder ikke antiterrorpakken vidtgående nok.

”Jeg må konstatere, at det regeringen lægger frem, er en reaktion på Paris, ikke på det i weekenden. Jeg synes ikke, at det er nok,” sagde SF-formanden.

Hun tilføjede, at ”det vigtigste er, at danske politifolk føler sig trygge på gaden og dermed også får den fornødne træning.”

”Reaktionen på Paris er fornuftig, men vi vil have en plan på baggrund af det i weekenden,” sagde SF’s formand.

Heller ikke den konservative leder, Søren Pape Poulsen, synes at antiterror-pakken er ”hele svaret”.

Pape: En frisk titel

Han funderede over for medierne lidt over regeringens titel på antiterror-pakken, ”Et stærkt værn mod terror”, som han kaldte et ”forhandlingsoplæg”.

”Det er da en frisk titel, men der skal nok lidt mere til. Det er lidt af svaret, men ikke det hele,” lød det fra K-formanden, som efter weekendens terrorangreb fandt, at der er oplagte ting, der skal kigges på.

”Isoleret set er det fint, det er svært at erklære sig uenig i. Men jeg synes allerede nu, der er nogle åbenlyse ting, der skal adresseres. Blandt andet politiet og Beredskabsstyrelsen,” sagde Søren Pape Poulsen.

SF's formand Pia Olsen Dyhr mener, at antiterror-pakken er et skridt på vejen, men at den bør følges af flere initiativer.
Der må være skridt på vej fra regeringen, mener DF's leder Kristian Thulesen Dahl.

Dansk Folkepartis leder, Kristian Thulesen Dahl, betegnede regeringens plan som ”udmærkede initiationer”, men udtrykte samtidig håb om, at der er flere initiativer på vej.

”Hvis det er regeringens bud, så håber jeg, at der kommer et andet step (skridt, red.). Det er der behov for. Der en en diskussion af, hvordan det almindelige politi bliver sikret i forhold til politistationer, dem selv, og deres våben,” sagde Kristian Thulesen Dahl efter mødet i Statsministeriet.

Liberal Alliances politiske leder, Anders Samuelsen, erklærede, at LA og regeringen ”ikke er er langt fra hinanden”, og Enhedslistens politiske leder, Johanne Schmidt Nielsen, havde bedt om mere fokus på våbenkontrol og radikalisering i fængslerne.