Fortsæt til indhold
Politik

Anders Fogh stifter sit eget firma

Den afgående Nato-generalsekretær afslører sine fremtidsplaner på Facebook.

Anders Fogh Rasmussen har nu afsløret, hvad han skal tage sig til efter tiden som generalsekretær for Nato.

Han har etableret et internationalt konsulentbureau, Rasmussen Global, der skal tilbyde strategisk rådgivning til regeringer, internationale organisationer og koncerner.

Det skriver den netop afgåede generalsekretær på sin Facebook-profil.

"Jeg har også planer om at skrive en bog om centrale strategiske udfordringer i det 21. århundrede. Mens jeg skriver på bogen, agter jeg at holde en række taler og forelæsninger for et internationalt publikum om geopolitik og lederskab," varsler den 61-årige nybagte virksomhedsejer.

Anders Fogh Rasmussen ser en efterspørgsel på sit nye firmas kompetencer i en "tiltagende kompleks verden, præget af globalisering og fornyede sikkerhedsproblemer," som Fogh formulerer det på Facebook.

"Denne kompleksitet kalder på dybe strategiske overvejelser såvel som et bredt offentligt engagement. Mit mål er at hjælpe med begge dele," lyder det fra Danmarks statsminister i årene 2001 til 2009.

Hans konsulentvirksomhed agter at samarbejde med en bred vifte af partnere i USA og Europa, hvor Fogh vil trække på sit netværk af førende politiske eksperter, tidligere embedsmænd, erhvervsledere og konsulentfirmaer.

Fogh Rasmussen har i flere måneder gået stille med sine planer efter generalsekretærtiden. Forud for stiftelsen af firmaet havde han kun villet sige, at han ikke ville gå tilbage ind i dansk politik, ikke ville gå på pension og ikke flytte tilbage til Denmark.

Fogh har ikke løftet sløret for detaljer om virksomheden.

Fogh Rasmussen har etableret sit konsulentbureau i samarbejde med sin tidligere spindoktor fra statsministerårene og Nato-årene i Bruxelles, Michael Ulveman.

Ulveman har i dag kommunikationsbureauet Ulveman & Partners, som har offentliggjort nyheden om Rasmussen Global, idet Fogh Rasmussen for tiden er i udlandet.

I Anders Fogh Rasmussens regeringstid blev spindoktorerne – her Michael Ulveman (til venstre) – for alvor en del af universet på Christiansborg.

Det står dog uklart, om der er andre ansatte end Fogh selv og Ulveman. Et besøg på rasmussenglobal.com giver ikke ret mange svar, idet hjemmesiden fortrinsvis består af Foghs tidligere taler og interviews.

Ulveman var spindoktor for Fogh Rasmussen i det sidste år af hans statsministertid og i den første periode hos Nato i Bruxelles frem til 2011.

Indtil fornylig drev Ulveman rådgivningsvirksomhed sammen med en anden af Fogh Rasmussens tidligere rådgivere, Michael Kristiansen.

Den afgående danske generalsekretær, som tiltrådte i august 2009, nåede at få sin embedsperiode forlænget to gange, senest i vinter med to måneder. Dermed kunne han stå i spidsen for det Nato-topmøde, som fandt sted i Wales i starten af september.

Hans afløser, Norges tidligere statsminister Jens Stoltenberg, tiltræder posten som Natos nye generalsekretær i dag onsdag.