Fortsæt til indhold
Politik

Folketingskandidat søger job på Facebook

"Jeg er gået fra at være en rimeligt succesfuld foredragsholder til at være arbejdsløs"

"Så hvis du selv er én, der kan bruge sådan en som mig (fx til at udføre markedsanalyser eller undervise i samfundsfag eller til at skrive) - eller hvis du kender nogen, der mangler sådan én som mig - så send mig en personlig besked herom."

Sådan afslutter sociolog og folketingskandidat for Liberal Alliance Henrik Dahl sin seneste facebookopdatering.

Ifølge opdateringen har Henrik Dahl siden 2009 kunne leve af at holde foredrag rundt omkring i Danmark, men efter at han i april annoncerede, at han stillede op til folketinget, faldt interessen for hans foredrag.

"Jeg tror ikke, du er klar over det omfang, i hvilket vi åbenbart regnes for pariaer. For fra den ene dag til den næste skete der det, at antallet af månedlige bookinger faldt fra fire-fem stykker til et rundt nul", skriver han på Facebook.

Henrik Dahl mener, at hans kandidatur for Liberal Alliance har været så kontroversielt, at han er gået fra at være en succesfuld foredragsholder til at være arbejdsløs.

At arbejdsløsheden skulle være fordi, det lige netop er Liberal Alliance, Henrik Dahl har valgt at stille op for, er Flemming Emil Hansen dog ikke enig i. Som svar på opdateringen skriver han, at han tror, det er svært at få jobs som foredragsholder, hvis man er politisk engageret, uanset hvilket parti man repræsenterer.

"Det kunne vel også hænge sammen med, at du ikke længere betragtes som uvildig. Hvis man ønsker en uvildig revser, sociolog og samfundsdebatør som foredragsholder, kan det formentlig forekomme kontraproduktivt at bestille en folketingskandidat, der varmer op til valgkamp," skriver han.

Heller ikke Iben Nørup tror, at manglen på arbejde har noget med partifarve at gøre.

"Det er mindst lige så sandsynligt, at oplæggene udebliver fordi du har skiftet stillingsbetegnelse så at sige. Måske bliver du ikke hyret fordi du nu er (potentiel) politiker, og ikke fordi du er potentiel politiker for LA. I mange situationer vil man netop fravælge en politiker, hvis skulle bruge et fagligt og ikke et politisk oplæg," skriver hun.

I et svar på opdateringen medgiver Henrik Dahl, at han da også har hørt om, at engagement i andre partier har voldt folk problemer i forhold til at få arbejde.