Fortsæt til indhold
Politik

Trine Bramsen: Regeringens kur mod Syrien-krigere er både hård og blød

Socialdemokraterne afviser ikke flere "hårde" initiativer i ny strategi mod hellige krigere.

Regeringen vil inden længe præsentere en samlet strategi for, hvordan strømmen af unge danskere, der drager i krig i Syrien eller Nordirak, skal standses.

Og ligesom den borgerlige blok er også regeringspartierne klar til at tage hårde redskaber i brug, understreger Socialdemokraternes retsordfører, Trine Bramsen.

Eksempelvis skal potentielle Syrien-krigere risikere at miste deres pas.

"Vi gør os ingen illusioner om, at dette alene vil forhindre udrejser til Syrien og Irak, men at det kan være en del af løsningen sammen med andre redskaber," siger Trine Bramsen.

"Jeg vil ikke afvise, at der er flere hårde initiativer på vej," siger hun, men vil endnu ikke uddybe.

"Det kommer vi til at præsentere i vores strategi."

I øjeblikket står de fleste politiske partier nærmest i kø med bud på, hvordan problemet med hellige krigere skal løses.

Liberal Alliance foreslår at nedsætte den kriminelle lavalder til 12 år for at ramme de meget unge, der frivilligt eller ufrivilligt er på vej til at blive rekrutteret til hellig krig.

Venstre vil – med opbakning fra DF og de Konservative – gøre det ulovligt at rejse til Syrien og Nordirak uden særlig tilladelse og straffe dem, der alligevel tager af sted med op til seks års fængsel. Hvis de udrejste har opholdstilladelse i Danmark skal de automatisk miste den, skriver Berlingske i dag.

Socialdemokraterne er ikke begejstrede:

"Jeg har svært ved at se Venstres model blive implementeret," siger Trine Bramsen.

Men har I selv planer om noget lignende?

"Jeg vil sige, at vi kommer til at præsentere nogle initiativer, som har fokus på den hårde del. Men jeg kan ikke kommentere, om der er noget, der minder om det, som Venstre foreslår."

Socialdemokraterne vil i stedet satse på forebyggelse og internetovervågning i kampen mod spredningen af ekstremistiske holdninger. Den kommende regeringsstrategi indeholder blandt andet en styrkelse af udvekslingen af efterretninger og anden dokumentation mellem både danske myndigheder og udenlandske efterretningstjenester, fortæller Trine Bramsen.

Samtidig vil regeringen tage det danske pas fra mistænkte Syrien-krigere. Ifølge Jyllands-Postens oplysninger skal det være op til PET at vurdere, om mistanken begrunder en fratagelse af passet. Efterfølgende skal det så være muligt at få prøvet beslutningen ved en domstol.

I vil også tage folks pas. Hvad skal det forhindre?

"Det kan have en præventiv effekt og signalere alvoren i sagen. Vi er bekendte med, at dem, der virkelig vil af sted, stadig vil forsøge at komme af sted, men for de helt unge kan det have en afskrækkende effekt, at de risikerer at få taget deres pas. Det kan stoppe nogen, som står i lufthavnen."

Men alle kan jo stadig bare hoppe i en bil og køre over grænsen, hvis de virkelig vil det?

"Ja. Men initiativet kan have betydning for nogle af dem, som endnu ikke har forstået alvoren. Vi forventer ikke, at det her vil sætte en brat stopper for udrejserne, men det er ét af flere redskaber for at løse problemet."

De hugger hovederne af folk i Syrien. Tror du virkelig at en trussel om at få taget sit pas, vil skræmme de her personer?

"Det er ikke et redskab, som kan stå alene. Det kan være en del af den samlede redskabskasse. Risikoen for at miste passet kan have en effekt og en signal værdi over for nogle, men det der virker allerbedst er forebyggelse," svarer Trine Bramsen.

Og netop forebyggelse er det tredje og måske vigtigste ben i regeringens kommende strategipakke.

"Vi ser med præcis samme alvor på problemet, som de borgerlige partier. Modsat dem vil vi bare helst satse på de løsninger, vi ved virker. Det er først og fremmest forebyggelse, så vi kan forhindre, at unge overhovedet bliver radikaliserede og tager af sted."

Hun fremhæver særligt de positive erfaringer Østjyllands Politi har haft i Aarhus, hvor nye samarbejder mellem skoler, Politiets Efterretningstjeneste og de religiøse samfund tilsyneladende har standset strømmen af syriensfarere - i hvert fald i en periode.

"Vi er meget afhængige af at få de religiøse samfund med i kampen mod dette her. Det er vigtigt, at de tager et ansvar, og der har vi altså set virke i Aarhus," siger Trine Bramsen.

Regeringspartierne vil endnu ikke oplyse, hvornår deres strategi kommer, men den er ikke langt væk, oplyser flere kilder.

Tredje del af den kommende strategi er en decideret onlinestrategi, som skal gøre det sværere at sprede de ekstremistiske budskaber via sociale medier Myndigheder skal simpelthen overvåge sociale medier og andre digitale kanaler for tegn på radikalisering eller snarlig udrejse.

Hvis en potentiel Syrien-kriger eksempelvis praler med, at han snart vil drage i hellig krig, skal myndighederne kunne gribe ind. Det er et nyt initiativ, som både skal virke forbyggende og kunne tjene som bevis i eventuelle retssager mod hjemvendte Syrien-krigere, forklarer Trine Bramsen.

"Vi vil overvåge hvilke kanaler og fora de her holdninger lever på - og hvilke metoder, man bruger til at rekruttere de unge. Det bliver en mere systematiseret overvågning og anvendelse af dokumentationen end hidtil, så vi holder målrettet øje med det her."

Hvem skal stå for overvågningen?

"Det vil fremgå af vores strategi, hvor vi uddyber initiativet."