S henter nye støtter i erhvervslivet
Flere af de borgerlige partiers traditionelle støtter i erhvervslivet er begyndt også at give penge til Socialdemokraterne. Fænomenet kan dog være midlertidigt, vurderer professor.
Fagbevægelsen har støttet de røde partier og erhvervslivet de blå.
Sådan har billedet for støtte til partierne traditionelt set ud. Men flere af erhvervslivets tunge organisationer har krydset grænsen og støtter også Socialdemokraterne.
Danmarks Rederiforening sendte for første gang penge til Socialdemokraterne i forbindelse med Europa-parlamentsvalget i maj. Det oplyser vicedirektør i Danmarks Rederiforening, Jan Fritz Hansen.
»Det er første gang, vi har givet penge til Socialdemokraterne. Vi er en stor søfartsnation, og det er vigtigt, at vi bruger enhver stemme. Derfor har vi kigget på hvilke partier, der har en erhvervspolitisk tilgang,« siger han.
Præcis hvor stort et beløb Socialdemokraterne fik, ønsker han ikke at oplyse.
Politisk opdeling udvaskes
Rederiforeningen har endnu ikke afgjort, om den også vil støtte partiet ved det kommende folketingsvalg.
Også Landbrug & Fødevarers partistøttefond gav penge til S-kandidater ved EP-valget. Organisationens direktør, Søren Gade, anser det for givet, at Socialdemokraterne også skal have midler ved et kommende folketingsvalg, ligesom organisationen støttede enkelte S-kandidater i 2011.
Bryggeriforeningen støttede også dengang Socialdemokraterne.
»Hvis du prøver at spørge mine bestyrelser om deres mulighed for at komme frem med deres synspunkter og påvirke processen, er de blevet mere hørt under den nuværende regering end under den foregående. Det er min klare overbevisning, at den politiske opdeling mellem rød og blå er udvisket,« siger Søren Gade.
"I et vist omfang"
Socialdemokraternes partisekretær, Lars Midtiby, konstaterer, at partiet »i et vist omfang« har mærket støtten fra erhvervslivet ved maj måneds EP-valg.
»Derudover har vi også haft et par henvendelser fra virksomheder og deres interesseorganisationer om, hvordan vores procedurer er omkring støttemodtagelse. Der er nogle, der overvejer at brede deres støtte ud, men det er for tidligt at sige, hvor bredt det bliver,« siger han.
Professor ved Københavns Universitet Kasper Møller Hansen er tilbageholdende med at udråbe en ny trend:
»De giver penge til de siddende magthavere. Den nuværende regering har ført en relativt stram økonomisk politik, og det er noget, erhvervslivet forholder sig til. Men man skal nok lige vente med at se, om det er en generel trend.«