Messerschmidt i EU-gruppe med britiske regeringsparti
Dansk Folkeparti skifter gruppe i EU-Parlamentet og bliver optaget i ECR.
BRUXELLES
EU-valgets store stemmesluger Morten Messerschmidt er onsdag kommet med i samme gruppe i EU-Parlamentet som det konservative britiske regeringsparti.
Flere britiske aviser havde ellers spekuleret i, at Dansk Folkeparti kunne få stolen for døren. Det kunne åbne for, at den britiske premierminister David Cameron kunne blive beskyldt for at sidde i gruppe med ekstreme partier forud for det britiske parlamentsvalg næste år.
Den påstand mener Messerschmidt nu er manet i jorden. Han henviser til, at optagelsen var en enstemmig beslutning.
Inde i hjertet
»Jeg lovede i forbindelse med parlamentsvalget, at jeg ville sidde i en indflydelsesrig gruppe, og i ECR sidder der hele to regeringsbærende partier, og derfor er vi nu inde i hjertet af parlamentets arbejde,« siger Messerschmidt om optagelsen.
»Jeg ser det som et naturligt skridt oven på det gode valgresultat,« fortsætter han.
Dansk Folkeparti hiver også De Sande Finner med sig over i sin nye gruppe. De to sad begge i det gruppen for Frihed og Demokrati sammen med det britiske uafhængighedsparti UKIP og dets karismatiske leder Nigel Farage.
Forhandler med tyskere
ECR forhandler også med det nye tyske parti Alternativ für Deutschland (AfD).
Gruppen skal være endelig på plads den 23. juni. Først derefter ønsker Messerschmidt at diskutere, hvor det konkret vil være, at Dansk Folkeparti får mere indflydelse end tidligere.
En ting Dansk Folkeparti ønsker at undgå, vil dog være, at gruppe anbefaler, at Tyrkiet bliver optaget i EU, hvilket DF er modstander af. Det bakker de britiske konservative til gengæld op om.
Gruppens tredjestørste parti
Morten Messerschmidt fik ved valget for halvanden uge siden det største antal personlige stemmer ved et dansk valg nogensinde og trak yderligere tre DF-kandidater med sig ind i EU-Parlamentet.
Det gør indtil videre DF den tredje største parti i ECR.
Gruppeplacering er i EU-Parlamentet er afgørende for, hvor meget indflydelse et parti får, fordi det bestemmer, hvor meget taletid og hvor mange ordførerskaber man kan få. Samt om andre grupper vil forsøge at danne flertal via samarbejder.