Løkke vil pege på Søren Gade
Når Lars Løkke Rasmussen trækker sig, vil han pege på Søren Gade som ny formand for Venstre. Det kan udløse kampvalg mod Kristian Jensen.
Efter flere døgns massivt pres på Søren Gade fra centrale aktører i Venstre, er den tidligere forsvarsminister på vej til at blive formandskandidat i partiet. Søren Gade er angiveligt klar til at forsøge et comeback i dansk toppolitik, som han forlod i 2010.
Det erfarer Jyllands-Posten.
Lars Løkke Rasmussen holder tirsdag aften møde med partiets hovedbestyrelse, og han ventes efter mødet at meddele, at han trækker sig som formand.
Løkkes plan er ifølge Jyllands-Postens oplysninger at støtte Søren Gade som sin efterfølger.
Næstformand Kristian Jensen skulle ligeledes være klar til at gå efter posten som statsministerkandidat. Dermed kan Venstre være på vej ind i et regulært kampvalg om formandsposten.
Vælgere: Vi vil have Gade
En meningsmåling fra Megafon viste i sidste uge, at 33 procent af vælgerne mente, at Gade ville være en bedre formand end Kristian Jensen, hvis Løkke måtte gå af. Ved den lejlighed erklærede Gade sig ”som menneske smigret” over interessen, men han afviste også blankt at kandidere til posten.
”Jeg er ikke formandskandidat, og jeg kommer ikke til at blive formandskandidat”, sagde Søren Gade. På de interne linjer skulle han dog have gjort klart, at han kunne finde på at stille op.
Kristian Jensen har indtil videre afvist at forholde sig offentligt til, hvorvidt han går efter at efterfølge Løkke som Venstre-formand. Kilder har dog bekræftet, at han skulle være klar til at gå efter posten.
En billetsælger
Hvis Søren Gade ender med at overtage formandstaburetten, kan det umiddelbart blive en udfordring for ham at deltage som formand i det daglige, da han på nuværende tidspunkt ikke sidder i folketinget.
Han har dog andre kvaliteter, som gør ham til en mulig kandidat, fortæller Jyllands-Postens politiske redaktør Christine Cordsen.
"Søren Gade var en yderst populær minister, da han var forsvarsminister, og der er mange i partiet, som drømmer om at få ham tilbage som sådan en populær billetsælger, som hurtigt kunne få Venstre til at stige i meningsmålinger igen," siger hun.
Hvem, der bliver formand i stedet for Lars Løkke, vil blive afgjort på et ekstraordinært landsmøde, som sandsynligvis vil blive afholdt senere i juni.
Søren Gade har ikke svaret tilbage på Jyllands-Postens henvendelser.