Venstre-højborg går imod Løkke
Venstre-krisen eskalerer. En af partiets højborge ønsker Kristian Jensen som ny formand.
Venstreformand Lars Løkke Rasmussen har mistet opbakningen fra en af partiets mest markante højborge.
Både kommuneforeningen og byrådsgruppen i Lemvig ønsker en ny formand for partiet, erfarer Jyllands-Posten.
Lemvig er historisk set Venstre-land og en af de eneste kommuner, som har rent Venstre-flertal i byrådet.
Men summen af bilagssager med Løkke i hovedrollen er blevet for meget for vestjyderne, som derfor ønsker Kristian Jensen som ny formand, erfarer Jyllands-Posten.
Modstanden eskalerer
De seneste dage har også kommuneforeningerne i Viborg, Silkeborg, Randers og Vordingborg ønsket Løkke afsat.
Og tidligere i dag er samme melding kommet fra Ikast og Skanderborg.