Fortsæt til indhold
Politik

Ny måling: Venstre mister opbakning

Partiets tilslutning ligger under valgresultatet og er tæt på lavpunktet under GGGI-sagen.

Anna Gottschalck

Selvom solen skinner og påsken står for døren, er det knap så sjovt at være oppositionsformand denne lørdag.

For i en måling, som analyseinstituttet Gallup har foretaget for Berlingske, står Venstre til en tilbagegang.

Målingen sender partiet under resultatet fra seneste valg i 2011 og næsten ned på niveauet under GGGI-krisen i efteråret, hvor partiformand Lars Løkke Rasmussen, var ude i et mediestormvejr om for dyre rejser.

Blå blok fører fortsat

Ser man på de hårde fakta, er Venstre konkret gået tilbage med 2 procentpoint siden folketingsvalget i 2011.

Med til historien hører dog, at Venstre havde et flot valg i 2011, og at partiets tilbagegang ikke påvirker balancen mellem rød og blå blok synderligt. Blå blok har ifølge denne måling 99 mandater bag sig. Rød blok har kun 76.

Både Liberal Alliance og De Konservative går en anelse frem i forhold til den seneste Gallup-måling. Samtidig går Dansk Folkeparti, der ellers har oplevet massiv fremgang det seneste år, dog en smule tilbage.

DF går tilbage

Dagens måling er særlig interessant for styrkeforholdet mellem netop Dansk Folkeparti og Venstre.

For på trods af den lille tilbagegang står Dansk Folkeparti fortsat til cirka en femtedel af stemmerne.

Derfor vil partiformand Kristian Thulesen Dahl naturligt kræve stor indflydelse på den førte politik, hvis blå blok skulle vinde næste folketingsvalg, som alle målinger i øjeblikket tyder på.