Fortsæt til indhold
Politik

Ida Auken skifter til De Radikale

Den afgående miljøminister forlader SF til fordel for De Radikale.

Torsdag gik sundhedsminister Astrid Krag fra SF til Socialdemokraterne.

Nu forlader også afgående miljøminister Ida Auken SF til fordel for det andet regeringsparti, De Radikale.

Det oplyser hun på sin Facebook-profil.

"Hvad der tog 10 år at bygge op, kunne rives ned på ganske få uger. SF er ikke det rigtige sted for mig længere. Jeg er i politik for de forandringer, man kan skabe. Jeg har gjort op, hvad der passer bedst til mine værdier, og derfor skifter jeg nu til de Radikale, som jeg har været værdipolitisk enig med i lang tid, som har internationalt udsyn og som ved, at økonomien og miljøet skal spille sammen, ikke mod hinanden," siger Ida Auken.

"Rystet"

Skiftet sker i kølvandet på SF's udtrækning fra regeringen, der fandt sted torsdag efter stor splittelse om Dong-salget til Goldman Sachs.

Torsdag meddelte Annette Vilhelmsen samtidig, at hun stopper som partiets formand.

"Jeg har den største respekt for mine kollegers engagement og kampgejst, og jeg stod bag Annette som formand hele vejen til målstregen. Men de ting, jeg har set i de her dramatiske dage, har rystet mig," siger Ida Auken.

Ingen ministerambitioner

Ida Auken understreger samtidig, at hun ikke har nogen forventninger om at komme ind som en stjerne i De Radikale rækker.

"Jeg sætter mig på bagerste række og begynder forfra. Jeg har ingen ambition om at skulle være minister nu. Jeg sagde farvel til medarbejderne i mit ministerium i går og kommer ikke tilbage i denne omgang," skriver hun på Facebook.

Hun kalder tiden hos SF en "fantastisk rejse".

"Det har været en fantastisk rejse, og jeg er stolt af de resultater, SF har leveret i regering som flere og hurtigere tog, mere genanvendelse og sortering af affald, afskaffelse af fattigdomsydelserne og et helt nyt fokus på psykiatrien. SF har taget ansvar for en række svære beslutninger i en krisetid, og nogen gange kræver det tålmodighed at se resultaterne."

Mor er rasende

Meldingen om Ida Aukens afgang er ikke blevet taget pænt af hendes egen mor, Margrete Auken, der er medlem af Europa-Parlamentet for SF.

Hun var selv medlem af SF's folketingsgruppe fra 1979-1990 og igen fra 1994-2004.

"Jeg er ked af det og rasende," siger Europa-parlamentariker Margrete Auken til Ritzau.