Fortsæt til indhold
Politik

Ny måling: Styrket flertal bag blå blok

DF buldrer frem, mens især SF taber vælgere efter Vilhelmsens Zornig-bommert.

Anna Gottschalck

Julemåneden har været alt andet end hyggelig i regeringslejren.

To ministre, Christian Friis Bach (R) og Morten Bødskov (S), har forladt regeringen, SF-formand Annette Vilhelmsen har fået en næse efter samrådet om den million, hun fejlagtigt lovede Zornig-huset, og finansloven er blevet stemplet som en blå finanslov.

Rækken af uheldige sager, der har hobet sig op i løbet af måneden, har fået flere vælgere til at fare væk fra den røde blok.

Det viser en ny Megafon-måling bragt i Politiken. Den giver blå blok et styrket flertal på 55,5 pct.

DF får knap 20 pct.

Og den fremgang kan især Dansk Folkeparti tage en stor del af æren for.

For partiet går frem med 2,6 procentpoint siden seneste Megafon-måling sidst i november, og lander i målingen på 18,5 pct. af stemmerne.

Partiet har dog en tendens til generelt at svinge meget i meningsmålinger, og derfor har formand Kristian Thulesen Dahl også ved flere lejligheder manet til besindighed, når meningsmålinger har givet partiet vind i sejlene.

V og K går tilbage

Ved partiets årsmøde i september, hvor en meningsmåling gav partiet 20 pct. af stemmerne, sagde han i sin tale til medlemmerne:

"Jeg går rundt med en lille seddel i min jakke, som er en måling fra 2009, hvor SF stod til at blive større end Venstre. Der gik kun to år, så gik det den helt anden vej. Og som bekendt er SF ikke længere ligeså store."

De øvrige partier i blå blok, Venstre og De Konservative, er gået tilbage med hhv. 1,6 procentpoint og 0,4 procentpoint siden sidste Megafon-måling, mens Liberal Alliance er gået frem med 0,8.

SF: Næstdårligste måling

Værst ser det ud i SF, som står til 3,7 pct. af stemmerne i den nye måling.

Det er en tilbagegang på 1,8 procentpoint siden sidst i november.

Den statistiske usikkerhed for SF er på 1,2 procentpoint.

Dermed er SF årsagen til, at den røde regeringsblok samlet set går tilbage, for koalitionens største parti, Socialdemokraterne, står i den nye måling til 22,5 pct. Det er partiets bedste Megafon-måling i to år.

Også De Radikale går frem, med 0,8 procentpoint, mens Enhedslisten går tilbage med 0,7 pct.