Fløjene sejrede i en blandet landhandel
Enhedslisten fik et historisk valg, men for de fleste partier blev valget en blandet fornøjelse, vurderer kommunal forsker.
Kommunalvalgets store vindere er yderfløjene - og især Enhedslisten. Men statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og V-formand Lars Løkke Rasmussen, fik begge et valg, som de kan være godt tilfredse med.
Det konkluderer Christine Cordsen, som er leder af Jyllands-Postens redaktion på Christiansborg.
"Enhedslistens valgsejr kan på den ene side læses som et signal fra vælgerne om at trække til venstre for at genskabe kontakten med de røde vælgere. Modsat kan Venstres fremgang og endnu et valgnederlag til Socialdemokraterne opfattes som et signal fra vælgerne om at rykke mod højre. Som en bekræftelse til de socialdemokrater, der mener, at kampen om de afgørende midtervælgere skal udkæmpes på Venstres hjemmebane," lyder det fra Christine Cordsen.
Bittersød sejr
Ifølge lektor Roger Buch fra Danmarks Journalisthøjskole er Enhedslistens markante fremgang det mest bemærkelsesværdige ved valget. Partiet fik 6,9 procent af stemmerne - et plus på 4,6 procentpoint.
"De får cirka 100 nye byrådsmedlemmer. Det er en kæmpefordel for dem frem mod det næste folketingsvalg at de har fået masse lokale ambassadører, der kan markere partiet frem mod valget. Men det kan blive en bittersød sejr i de kommuner, hvor den blå blok har flertal. Det vil der være en del steder, og så vil man sidde tilbage og tænke: Ja, vi vandt valget, men vi kan ikke bruge det til noget," siger han.
Ifølge Christine Cordsen har Enhedslisten med tirsdagens stærke valgresultat fået et lokalpolitisk gennembrud.
"Samtidigt tanker venstrefløjspartiet en masse selvtillid, der kan bruges i slagsmålene på Christiansborg," siger hun.
Den store taber
Roger Buch fremhæver De Konservative og SF som valgets tabere. K gik tilbage med 2,4 procentpoint og endte på 8,6 procent.
"De Konservative fik det dårligste valg i nyere tid, men det koster dem ikke så mange mandater, og de holder deres højborge og mister ikke borgmesterposter. Muligvis kan det endda flaske sig sådan, at partiet får flere borgmesterposter, når konstitueringerne er faldet på plads," vurderer Roger Buch.
"Jeg tror, at De Konservative vil fokusere meget på borgmesterposterne og glæde sig over, at de ikke fik et så dårligt valg, som de kunne have frygtet. De vil prøve at bruge det landspolitisk til at sige, at nu er vi på rette vej, men der venter dem stadig et rigtig stort stykke arbejde, hvis ikke de også skal få det dårligste folketingsvalg nogensinde," siger Roger Buch.
Valgets tabere
Værre gik det for SF, der blev mere end halveret, da partiet samlet gik 8,9 procentpoint tilbage og endte på 5,6 procent.
"Det var et ekstremt dårligt resultat sammenlignet med sidste valg, men historisk er resultatet ikke så slemt. I 1970'erne og 1980'erne har SF'erne ligget på et endnu lavere niveau ved kommunalvalgene," siger han.
Bortset fra de markante resultater for Enhedslisten, SF og De Konservative mener Roger Buch, at valget var en blandet landhandel for de øvrige partier.
Venstre var tæt på
For Venstre gik det fremad, og partiet fik flere borgmesterposter, men ikke så mange, som Løkke & Co. sikkert havde håbet for et par måneder siden.
Venstre fik 26,6 procent af stemmerne, 1,8 procentpoint mindre for fire år siden.
"Venstre har fremgang, men vil fortsat være mindre end Socialdemokraterne i kommunalpolitik, og det huer ikke Venstre. Venstre er i de landsdækkende meningsmålinger markant større end Socialdemokraterne. Set i det lys kan de ikke være særlig tilfredse med valgresultatet," siger Roger Buch.
Den opfattelse deler Christine Cordsen.
"Der vil uden tvivl være venstrefolk, der - måske også højlydt - spekulerer over, hvad det kunne være blevet til uden rejsesagen. Venstre er tættere end nogensinde før på at overhale Socialdemokraterne som kommuneparti nummer et målt i antal stemmer," siger hun.
S var groggy
For Socialdemokraterne blev det en mindre tilbagegang. Partiet fik 29,5 procent af stemmerne, et minus på 1,1 procentpoint i forhold til valget i 2009.
"De holdt skindet på næsen og er fortsat det største kommunale parti. De var noget groggy først på aftenen, da målinger viste en massiv tilbagegang til S. De kommer nok til at miste et par borgmesterposter, men hvis de er dygtige, vil de fortsat være større end Venstre også målt på borgmesterposter," vurderer Roger Buch.
Mangler profiler
Dansk Folkeparti gik frem med 2 procentpoint til 10,1 procent.
"Jeg tror, at de er skuffede. Hvis man sammenligner med landspolitikken er det ikke en særlig fornem høst. Men sådan er det for DF i kommunalpolitik. De mangler stærke lokale kræfter. De har ikke en Pia Kjærsgaard og en Kristian Thulesen Dahl til at trække stemmer, og de mangler også en politik, der kan bære igennem. I landspolitik kan de slå meget på flygtninge og indvandrere. Det er irrelevant i kommunalpolitik," siger Roger Buch.
De små har det svært
Liberal Alliance fik 2,9 procent af stemmerne.
"Det kunne kun gå frem, og det gjorde det. Det er 10-dobling i forhold til sidste kommunalvalg, men i et landspolitisk perspektiv er det ikke imponerende. Ligesom DF har LA svært at høste deres landspolitiske styrke. De små partier har det svært.
De Radikale fik 4,8 procent af stemmerne - et plus på 1,1 procentpoint.
"De høster heller ikke fuldt ud deres styrke," siger Roger Buch.