Fortsæt til indhold
Politik

Borgerlige: Ikke brug for klimaindsats

Vi gør allerede rigeligt, mener Venstre og Dansk Folkeparti.

Regeringen behøver ikke gøre sig store anstrengelser på klimaområdet.

For Danmark gør allerede så rigeligt.

Det er meldingen fra de to største borgerlige partier, Dansk Folkeparti og Venstre, der på ingen måde er imponeret over det katalog på 78 forslag til at reducere CO2-udslippet frem til 2020, som i dag blev præsenteret af klima- og energiminister Martin Lidegaard (R).

Venstre: Vi skal ikke gøre mere

Trafikordfører Kristian Pihl Lorentzen fra Venstre er tilfreds med, at regeringen allerede nu har dræbt to af de 78 forslag, der ville aflive befordringsfradraget og begrænse hastigheden på motorvejene til 110 km/t.

Men Kristian Pihl Lorentzen forstår ikke, at der overhovedet er lavet en klimaplan for transportområdet.

Han peger på, at VK-regeringen i 2008 ændrede på reglerne, så det blev billigere at købe en mere klimavenlig bil. Og at erhvervslivet frivilligt er begyndt at købe lastbiler, der kører længere på literen.

»Der er en rivende udvikling i gang. Vi behøver sådan set ikke at gøre så meget mere. Vi er på rette spor,« siger Kristian Pihl Lorentzen til Jyllands-Posten.

DF: En hellig ko

Heller ikke hos Dansk Folkeparti er man begejstret for klimaplanen.

»Vi er allerede langt over, hvad der er nødvendigt. Forslagene i dag er helt vanvittige. Det er bare regeringen, der skejer ud,« siger klima- og energiordfører Mikkel Denker til Jyllands-Posten.

Han mener, at regeringen behandler klimaområdet som »en hellig ko«.

»Det er nærmest blevet en religion for dem bare at gøre mere og mere, og så sender man regningen til danskerne,« siger Mikkel Denker.

Har vi en udfordring med klimaet?

»Ikke i Danmark. Vi har allerede taget de tiltag, der er nødvendige, vi er gået foran, og det ved de andre lande godt. Der findes jo også en vismandsrapport, der viser, at vores indgreb stort set ingen betydning har for verdens klima«.

Men burde vi ikke gå foran og sætte et godt eksempel?

»Det gør vi allerede, og der er ingen grund til at fordoble den indsats, der allerede er i gang. Slet ikke,« siger Mikkel Denker.