SF-landsmøde går mod offentlighedslov
Nederlag til SF-formand - partiets landsmøde underkender et enigt redaktionsudvalg.
Med afstemningsresultatet 167 mod 111 har SF’s landsmøde vedtaget, at partiet er imod dele af den omstridte offentlighedslov.
Dermed underkendes den indstilling, som partiets enige redaktionsudvalg ellers havde anbefalet. Og som partiets ledelse med formand Annette Vilhelmsen (SF) i spidsen havde ønsket.
I udtalelsen står blandt andet:
”SF støtter alle skridt i retning af mere åbenhed, og vil arbejde for at fjerne de dele som indskrænker demokratiet.”
Der står dog ikke noget om, hvilke dele det er, hvilket efterlader et spillerum for partiets folketingsgruppe, der indtil videre har stået bag den aftale, partiet har indgået som del af regeringen.
"For mig at se så ændrer afstemningen ikke på det lovforslag, som er lagt frem, og som SF stadig står bag," siger Jonas Dahl, politisk ordfører.
Et andet forslag på landsmødet gik specifikt på, at partiet skulle forlange to konkrete paragraffer taget af bordet. Det forslag er dog afvist på landsmødet.
Den vedtagne udtalelse lyder i sin helhed:
”SF er skeptisk overfor forslaget til ny offentlighedslov. Folkestyre betyder, at offentligheden skal kunne kontrollere magthaverne, og SF har som mål at skabe mere gennemsigtighed og mere åbenhed. For SF betyder et demokratisk retssamfund, at borgerne har nem adgang til indsigt i lovgivningsarbejdet. Forslaget til offentlighedslov indeholder forbedringer, men også elementer der mørkelægger dele af den politiske proces. SF støtter alle skridt i retning af mere åbenhed, og vil arbejde for at fjerne de dele som indskrænker demokratiet”.
"Ikke godt nok"
På landsmødet har flere SF'ere talt skarpt imod de indskrænkninger af åbenheden, som de mener offentlighedsloven er udtryk for.
Kristen Touborg, der repræsenterede SF i Folketinget fra 1994 til 2011, fik stort bifald fra SF-baglandet, da han gik på talerstolen:
- Det der ligger på bordet er ikke godt nok. Jeg ved godt, at vi har indgået en aftale med regeringen, og aftaler skal overholdes, men betalingsringen var også regeringens politik, og den blev alligevel ikke gennemført.
- Så kan vi vel også godt lade være med at gennemføre det her, lød det fra Kristen Touborg til stort bifald fra SF'erne i salen.