Fortsæt til indhold
Politik

Thorning tror, folk vil være sure

Statsministeren skal tale syv steder, men forventer ikke kun opbakning.

Inden talen til de knap 100 fremmødte socialdemokrater på Østerbro i København i morges sagde statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), at hun ikke regnede med, at alle ville være lige glade for at se hende.

Jeg er sikker på, det bliver en god dag. Måske de er lidt sure rundt omkring
Helle Thorning-Schmidt statsminister, inden 1.maj.

"Jeg er sikker på, det bliver en god dag, men måske de er lidt sure rundt omkring".

Et af de steder, hvor Thorning kan forvente at komme i modvind, er i Aarhus, hvor lærerne har fri 1.maj. Mange af dem vil fejre kampdagen i Tangkrogen, hvor Thorning skal tale kl.14.10.

Lærerne har fortalt, at de vil markere deres utilfredshed med regeringens indgreb ved at holde sure smileys op, når Helle Thorning-Schmidt taler. Derfor mødes lærerne allerede onsdag formiddag for at "varme op".

"Det er vigtigt, at vi laver aktioner, der ikke går over stregen, selv om vi er meget frustrerede. Vi ønsker at give vores mening tilkende på en tydelig, men sober måde. Derfor afholder vi en generalprøve, så alle lærerne ved, hvad vi vil foretage os," fortæller Søren Aakjær, der er formand for Århus Lærerforening.

Rækker hånden ud til lærerne

I sin tale til partiforeningen på Østerbro forsøgte statsministeren at række ud til lærerne. Men hun forklarede, at regeringen til sidst følte, at den måtte gribe ind i konflikten.

”Det ville ikke være ordentligt overfor 9. klasse og 10. klasses eleverne, hvis deres afgangsprøver gik op i lockouten,” sagde hun, før hun fortsatte med at rose lærerne for deres arbejde.

”Til lærerne vil jeg gerne sige: I er dygtige, og vi har brug for jer til at gøre en god skole bedre”.

De mange roser gør dog ikke, at Thorning føler sig overbevist om, at hun ikke vil møde skuffede mennesker på kampdagen.

"Nogen har sagt, at de vil være sure, men jeg tror, der er mange, der er glade. Det er jo også en festdag at holde 1.maj.," sagde hun.